Privatfoto

Selv om jeg altid har set mig selv som en del af Danmark, er det tydeligt, at andre ikke altid gør det. De idealer, der skulle beskytte os alle, som ytringsfrihed og retfærdighed, bliver selektivt anvendt.

7. oktober begyndte vores kernefamilie at mærke, at vi ikke helt hører til her

Privatfoto
Lyt til artiklenLæst op af Iman Kurdi
08:33

»Velkommen hjem«, sagde betjenten med det lyse hår og de funklende blå øjne, mens han tjekkede mit pas i lufthavnen. Hans oprigtige stemme og venlige blik fyldte mig med en varme, der strakte sig langt ud over øjeblikket.

»Tusind tak«, svarede jeg med et smil, mens jeg greb mit rødbedefarvede pas. Det var første gang, jeg virkelig følte en glæde ved at vende tilbage til Danmark efter en rejse. De to små ord, sagt fra hjertet, tændte en gnist af energi og motivation i mig: til at bidrage mere, til at smile mere og til at drømme om et Danmark, der så mig som en ressource, ikke som en byrde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her