De sidste par dages intense debat om relationen mellem Danmark og Grønland har fået mig som danskgrønlænder til at føle mig splittet mellem to identiteter. At opleve, hvordan Donald Trump som en tredjepart har valgt at udnytte en allerede eksisterende konflikt mellem Danmark og Grønland og derigennem puste til polariseringen, vækker en dyb fortvivlelse hos mig. Selv om mine rødder er danske, har jeg tilbragt mine første 16 år i Grønland, fordi mine forældre, ligesom min fars forældre, tog til Grønland for at arbejde. Det bånd, der har bundet Danmark og Grønland sammen, har muliggjort en opvækst som min: på den ene side dansk, men med en grønlandsk selvforståelse, hvorfra jeg ser trepartskonflikten, som svækker det bånd, jeg er defineret af.
Afhængigheden mellem Danmark og Grønland er et forhold, der ikke alene er historisk funderet, men som også er formet af nutidens geopolitiske situation. Når den grønlandske youtuber Qupanuk Olsen radikalt udtaler, at Danmark vil forsvinde fra verdenskortet, hvis Grønland bliver selvstændigt, er der selvfølgelig en grad af sandhed i det. Set gennem en geopolitisk prisme har Grønland en uundværlig strategisk betydning, som har givet Danmark en helt særlig gennemslagskraft internationalt trods den danske status som småstat. Det har til dels været på bekostning af Grønland, hvilket USA’s militære tilstedeværelse på Thule-basen er et konkret eksempel på. Da Danmark i sin tid tillod atomkraft på basen, sikrede landet sig en særlig position i amerikansk forsvarspolitik.
