Jeg bor i et kvarter i København med mange palæstinensere, og Den Røde Plads ved siden af mit hjem har været samlingssted for mange demonstrationer i løbet af de sidste femten måneder. Jeg vil aldrig glemme de smertelige kald til at samles på pladsen over for min bygning en kold efterårsaften i 2023, da Israel bombede det første hospital i Gaza. Jeg gik derned og stod mellem flagene med mit blafrende stearinlys og følte mig lidt mindre alene med min sorg over det, der foregik.
Nogle af de største demoer, jeg nogensinde har gået i, afgik fra Den Røde Plads i de følgende måneder, og hvis mit sind på noget tidspunkt i løbet af det sidste år bevægede sig væk fra Gaza, så var kampråbene og de vajende flag nedenfor på pladsen der snart igen for at minde mig om, hvad jeg skulle fokusere på. »Alle i Gaza har ret til liv«, råbte vi på vores nærmest daglige vandringer op og ned ad Nørrebrogade, i kulden og mørket. »Åh, vores regering, den vender blikket den anden vej«.
