I foråret 2016 sad jeg i en bar i Reagan-lufthavnen i Washington, D.C. Som sædvanligt for en amerikansk bar, var der TV-skærme overalt, som ingen umiddelbart tog notits af. Pludselig skete der noget. Alle tav og kiggede med en blanding af beundring og forbavselse op på skærmene. Trump talte på en af sine mange rallies, og alle i baren hørte efter. Jeg havde aldrig set noget lignende. Alles øjne lyste op i begejstring, som om det var frelseren selv, der talte. Det var de samme begejstrede øjne, som man kan se på de gamle fotografier af Hitlers tilhængere under hans taler.
Det var et uhyggeligt syn, som gjorde et stærkt indtryk på mig.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
