Jeg kan mærke, at det bobler i mit blod og kribler i mine fingre, da jeg hører ham sige: »We will drill, baby, drill«. Jeg får lyst til at kaste den gaffel, jeg sidder og prikker hul i et A4-papir med, gennem hele klasseværelset og op på den mand, der lige nu befinder sig oppe på tavlen. En 78-årig mand, som højst sandsynligt ikke har mere end 20 år tilbage i livet, men alligevel vil han forsøge at ødelægge alle andres.
Jeg er så uforstående over for, at to folkegrupper kan have så vidt forskellige livsperspektiver. Nærmest siden jeg blev født, for 15 år siden, er jeg blevet opdraget med, at man skal passe godt på naturen og godt på verden. Til min afgangseksamen i 9. klasse var emnet vindmøller, og på hvilken måde de kunne redde den grønne omstilling og tilmed vores verden. I dag er der gråt og tåget udenfor, og det passer faktisk godt på den energi, jeg sidder med i kroppen lige nu. Efter at have hørt den appelsinfarvede mands indsættelsestale har jeg en følelse af hjælpeløshed og fortabthed.
