Jeg er dødmisundelig. På mennesker, relationer og skæbner. Hver dag støder jeg på min egen misundelse og mærker, hvordan den kredser rundt i mine tanker på evig fisketur efter en ny luns liv, jeg kan efterstræbe.
Til vielsessamtaler i mit præsteembede antændes min misundelse, hver gang jeg sidder med et par, der virker så satans harmoniske: Vi skændes nærmest aldrig, siger de og smiler, mens hun aer hans lår, og han ser kærligt på hende. Som en buldrende film for mit indre lærred kører et godstog af skænderier, som min mand og jeg har haft gennem årene. Hvorfor helvede kan vi ikke være lidt mere harmoniske, runger tankerne i mit indre.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



