Da jeg arbejdede i Aalborg Zoo, fik jeg at vide, at retfærdiggørelsen af zoologiske haver stod på en skammel bestående af tre ben: Formidling, forskning og naturbevarelse. Det var noget af det, vi kunne fortælle gæsterne, når vi stod foran isbjørnene og betragtede, hvordan de vandrede frem og tilbage. Frem og tilbage. Og Aalborg Zoo har kloge, velreflekterede gæster, så de spurgte ofte.
Jeg købte selv ind på denne fortælling længe – at Aalborg Zoo bidrog til naturbevaring, så derfor var det ok at visse af de store, krævende dyr blev holdt i fangenskab. De var maskotter for deres vilde brødre og søskende, og Aalborg Zoos fremmeste formål var at hjælpe de vilde arter igennem dem. I løbet af årene afslørede fortællingen dog i højere og højere grad sig selv som værende netop det: En fortælling, hvis formål først og fremmest er at lokke kunder i butikken.
