Jeg satte mig ud i bilen og skreg. Af mine lungers fulde kraft og uden at holde igen. Det var det eneste, jeg kunne, for jeg var fyldt til randen af rendyrket fortvivlelse og frustration.
Få minutter forinden havde jeg siddet til møde med den første af mine borgere, der blev ramt af kontanthjælpsreformen. Og jeg måtte se i øjnene, at der ikke var noget, jeg kunne gøre. Der fandtes ikke den lovhjemmel eller støttemulighed, som jeg ikke på forhånd havde undersøgt for at finde et håb eller en udvej, men der var ikke noget at gøre. Foran mig sad et menneske, som uvægerligt ville ende i hjemløshed, og jeg var nødt til at være professionel i relationen, selv om jeg mest af alt havde lyst til at skrige – og det var så det, jeg gjorde i min bil lidt senere.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

