Hvordan er det kommet dertil, at den nedre grænse for acceptable ydelser er blevet hjemløshed og hvad der ligner et eksistensminimum? Eller, med andre ord: hvorfor er der nærmest blevet konsensus blandt dem, der bestemmer, om, at det for alt i verden ikke må være rart at være på kontanthjælp? Eller, skåret helt ind til benet, hvordan har der sneget sig en form for sadisme ind i kontanthjælpssystemet?
Svaret skal findes i en grundlæggende moralsk forskydning mod en ganske særlig forståelse af det gode samfund. I denne forståelse er arbejdet eneste kilde til værd. Arbejdet er måden, hvorpå man er solidarisk med andre – man gør nytte, betaler skat. Det er Danmark som ’arbejdsfællesskab’, som det hedder i regeringsgrundlaget. Det er Danmark som ’arbejdets land’, som den nuværende beskæftigelsesminister med dybeste veneration har kaldt det.
