Der er en sætning, som bliver ved med at dukke op i den iranske diaspora. En refleks forklædt som sandhed: »Enten er du med os, eller imod os«. Den lyder som politisk klarhed, men i praksis fungerer den som en social pistol. Den skal eliminere den politiske midte. Og det er netop midten, vi mangler – både i diasporaen og i drømmen om et andet Iran.
Jeg føler mig tit som en lus mellem to negle. Jeg støtter ikke regimet. Men jeg støtter heller ikke eksilkronprinsen. Jeg vil have demokrati – et liberalt demokrati – men jeg vil ikke have krig som fødselshjælper. Jeg vil ikke have, at mit land destabiliseres af et sammenbrud, der åbner døren for borgerkrig, hævnlogikker og regional proxykrig. Jeg vil ikke have et Iran, der bliver ’befriet’ ved at blive ødelagt. Syrien, Afghanistan, Irak og Libyen står som dystre påmindelser om, hvor hurtigt indblanding kan føre et land i ruiner.
