Iran sender atter missiler mod Israel, og befolkningen gennemlever igen dage og nætter med hylende sirener og brag fra nedskudte missiler. På alle nyhedskanaler fortæller udsendte journalister om, hvordan israelerne må søge dækning i beskyttelsesrum. De israelske børn er de sidste uger blevet trænet i, hvordan de skal reagere, når sirenerne lyder. Det er forfærdeligt at høre om, og det er vigtigt, at vi bliver informeret om den pris, almindelige mennesker må betale for stormagternes krigsspil. Jeg føler for den israelske civilbefolkning.

Men jeg bliver indigneret over, at vi atter engang oplever en skæv mediedækning af en akut krise i Israel og Palæstina. I de nyhedsudsendelser, jeg så på førstedagen for angrebet, hørte jeg ingen reportere nævne palæstinenserne, og der var ingen reportager fra Vestbredden, som måske ikke i samme grad var mål for missilerne, men mange af missilerne har retning mod byer på Vestbredden, og mange af de nedskudte missiler falder ned her. Jeg savner at høre om, hvordan et missilangreb opleves af den palæstinensiske befolkning, så vi også føler empati med deres rædselsdøgn.