Blandt mange eksiliranere lever en romantiseret forestilling om shahens tid videre – et fænomen, man kunne kalde pahlavisme: en politisk længsel efter en fortid, der fremstilles som modernitetens guldalder i 1960’erne og 70’erne, men som også var et autoritært styre under en diktator, håndhævet af det berygtede sikkerhedspoliti Savak. Shahens søn, Reza Pahlavi, lever i dag i eksil og betragtes af mange pahlavister som Irans fremtidige leder.
I diasporaens medieunivers genudsendes billeder af modernitet og national stolthed, mens den autoritære virkelighed under shahen sjældent fylder. Resultatet er en politisk illusion, hvor eksiloppositionen fremstilles som det naturlige demokratiske alternativ til det islamiske præstestyre.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



