Da grønlandskdanske Sorlannguaq Maria Ravns søn var lille, opdragede hun ham strengt, fordi hun frygtede, at han skulle bekræfte danskernes fordomme om grønlændere. Foto: Peter Maunsbach

Uanset hvor velfungerende en grønlandsk familie man er en del af, så lurer frygten for, at andre danskere skal se skævt til en og dømme en ude, bare fordi man er grønlænder.

Allerede under sundhedsplejerskens første besøg begyndte min frygt for myndighederne at spire

Da grønlandskdanske Sorlannguaq Maria Ravns søn var lille, opdragede hun ham strengt, fordi hun frygtede, at han skulle bekræfte danskernes fordomme om grønlændere. Foto: Peter Maunsbach
Lyt til artiklen

Store brune øjne kigger op på mig. Hans lille, brede næse og søde smil er indrammet i et dejligt rundt ansigt. Han taler og taler. Det er sikkert noget om traktorer eller dinosaurer, men jeg hører det ikke rigtigt. Jeg ser heller ikke rigtigt hans skønne ansigt. Det eneste, jeg rigtigt ser, er den indtørrede mælk på hagen, havregrynene i mundvigen, søvnen i øjnene og det vilde, sorte hår, som stritter i alle retninger. Vi skal snart ud ad døren, så jeg kan nå min bus til studiet, men vi kan ikke tage af sted, når min 2-årige ser sådan ud. Det vigtigste for mig er, at jeg afleverer ham i vuggestuen: mæt, ren og i pænt tøj. For pædagogerne og de andre forældre må ikke tro, at jeg er en dårlig mor. En dårlig grønlandsk mor.

Sådan stod jeg de fleste morgener for 11 år siden i mit køkken som en 26-årig alenemor til en 2-årig. Jeg stod med en indgroet frygt for at bekræfte danskernes fordomme om grønlændere: at jeg ikke kunne tage vare på mig selv eller min søn. Det danske samfunds fordomme om grønlændere gjorde mig til en presset og streng mor.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her