8. maj markerede vi 81-årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig i Europa. Den fejring fandt sted, mens det stod uafviseligt klart, at Tyskland inden længe igen vil være Europas førende militærmagt. Allerede næste år vil tyskernes forsvarsbudget være lige så stort som Frankrigs og Storbritanniens til sammen – og det ventes at blive betydeligt større i 2030.
Den tyske regerings erklærede mål er at have »den stærkeste konventionelle hær i Europa«. Frankrig og Storbritannien har ganske vist atomvåben, men det betyder også, at de har færre penge at bruge på resten af forsvaret. Spørgsmålet er derfor ikke, om det her kommer til at ske. For det gør det, medmindre der sker noget helt uforudset. Spørgsmålet, særligt omkring denne højtidelige årsdag, er derimod: Hvordan sikrer vi, at Tysklands voksende militære magt denne gang bliver en positiv udvikling for hele Europa?
