Hvem har egentlig bedt om en genindspilning? Sådan spurgte flere filmkritikere – heriblandt Politikens Kim Skotte – i forbindelse med premieren på Disneys liveaction-udgave af Vaiana, der udkom tidligere i år. Disse spørgsmål vækkede en dyb provokation i mig. En provokation, som hverken har noget at gøre med min store kærlighed til Disney-klassikere eller med, at jeg måske bare ikke er enig i kritikken. Nej, provokationen bunder i mit polynesiske ophav.

Det kan godt være, at den nye Vaiana-film ikke er en blockbuster, der nytænker filmiske virkemidler, ej heller er den en nyfortolkning af animationsversionen, men det er egentlig heller ikke særlig vigtigt. Det vigtige er, hvad den film kunne have gjort for mig, da jeg var barn, og jeg troede, at min søster og jeg var de eneste i hele Danmark, der forstod, hvad det ville sige at være afakasi.