Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det er altid synd for nogen i Politiken

Politiken er en frikirke, der vil redde klimaet, de unge, muslimerne, you name it.

Debatindlæg

Det er altid synd for nogen i Politikens spalter, og selv for bladets egne kan det blive for meget af det gode.

Så tager pens. agronom Erling Brokkendorf, Tværvej 13, Vrissenbjerg, bladet fra munden og affyrer en grusom salve – rettet mod alt, hvad der har navn af politisk korrekthed. Det renser luften, men kun en tid. Snart trækker det op påny.

Klimaet, miljøet, den globale opvarmning, isen, der smelter, grønlandshvalen, bløde trafikanter, bøsser og lesbiske, tilsætningsstoffer, sprøjtegifte, muslimer, hjemløse, bilos i byerne, you name it. Det er synd for dem alle, altså alle ofrene for den galt indrettede del af universet, vi bebor, og kataloget af sager er tykt som et kompendium af smørrebrødssedler fra Ida Davidsen.

Og tiden er knap. Jorden går under på torsdag, Danmarks ungdom bukker under senest i weekenden, vandstanden i verdenshavene oversvømmer rigets hovedstad til påske, og så kommer avisen ikke på gaden. Det er alvorligt, det skal den, og det kan vi i al fald enes om.

For det er en smuk avis. Elegant layout, unikke tegnere og fotografer, velskrivende journalister og bladskræddere, der laver avis på hver eneste avisside. Det findes ikke bedre – og så er der indholdet. Det er prisværdigt, ulideligt, hamrende nødvendigt og komplet uspiseligt, for ærlig talt: jorden går ikke under på torsdag, og vandstanden stiger kun inde i hovedet på Jehovas Vidner og Politikens prædikanter.

Så nok er Politiken en avis. Den er også noget mere.

En kirke, en frikirke, hvor evangeliet prækes så rent og purt, som dagsformen nu tillader, og evangeliet er humanistisk, økologisk, og lige så prisværdigt det er, at nogen orker at mobilisere så megen idealisme, lige så ulideligt kan det være at lægge øre til.

Jorden går ikke under på torsdag, og vandstanden stiger kun inde i hovedet på Jehovas Vidner og Politikens prædikanter

Indvendinger neutraliseres af Erling Brokkendorf, som – hvis han var normalborger i virkelighedens Danmark og ikke ansat i departementet ATS – ville have fast stadeplads i byretten, for Brokkendorff bevæger sig et pænt stykke på den forkerte side af god smag og er virtuost leveringsdygtig i alt vedrørende hån, spot og latterliggørelse.

Og det er så også Politikens talent – og humor kræver talent – at komme angribere i forkøbet og levere modspil til eventuelle ildesindede sjæle inden for bladhusets egne mure. Snedigt tør man nok sige, forrygende morsomt og – ej at forglemme – stabilt og uhyre driftsikkert. Det er ikke bare en kunst at være morsom fra dag til dag, måned efter måned, år ud år ind. Det er en undtagelse i dansk presse.

Men som sagt: det er altid synd for nogen i Politikens spalter, og det er ikke svært at dokumentere. Beviserne hober sig op.

Sidste lørdag var det synd for den danske ungdom, der var ved at gå til af stress og overanstrengelse, for ikke sandt: skal man være med på beatet nu om stunder, skal man ligne en million, være smuk som en filmstjerne, og det er ikke alle forundt. Heller ikke i 1. g på Fjerritslev Gymnasium.

En arbejdspsykolog slog fast, at her er ingen tid at spilde.

LÆS ARTIKEL

»Der skal handles nu, hvis vi skal undgå, at mange unge bukker under«, og det lyder da så forrygende akut, at den gunstige læser spænder sikkerhedsbæltet og afventer sirener, generalmobilisering og dronningens tilsynekomst på tv.

Vi får se. Hvis verden står, er det heldigvis stadig synd for mange andre. »Børnehaver: Vi får for få penge til specialbørn«, står der, og sandt nok.

I en anden boldgade er det synd for overvægtige, der ikke rigtig har lyst til at motionere

Hvorfor sender vi ikke flere penge til dem, der gerne vil have flere penge? Det er ubegribeligt. Der er utrolig mange danskere, specialdanskere som ikke-specialdanskere, der gerne vil have flere penge. Hvor hjerteløst at vinke dem af. Demokrati?!

I en anden boldgade er det synd for overvægtige, der ikke rigtig har lyst til at motionere. Nu er der godt nyt. »Bevæg dig en smule og lev længere«, og det er et godt budskab. Ikke mere løberi her, ikke engang en svedetur op ad trappen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Du kan nøjes med at bevæge dig i smuler og leve længere alligevel.

Eneste hage er vel, at det så ikke længere er synd for de overvægtige, men det er der forhåbentlig råd for.

Synd har det til gengæld længe været for 68-generationen, der har fået megen skældud fra især borgerlig side, og nu skal det være slut. ’68’erne er en gennemhullet skydeskive’, erklærer Amalie Kestler, der gør fælles sag med forældrenes generation.

LÆS INDLÆG

Den havde mange gode sider, mener hun, og det har hun nu overtaget i sit eget liv. Her spiller Jeronimus bolden videre. Hvad siger pens. agronom Erling Brokkendorf til det?

Synd er det dog evig og altid for muslimerne. Set med Politikens øjne. Kan holdningen eller rettere dogmet gradueres?

Klaus Wivel gør det i sin nye bog om muslimernes forfølgelse af de kristne mindretal i den arabiske verden. Det er grim læsning, det indrømmer anmelder Bjørn Bredal også.

For pludselig er det synd for de kristne, ægte synd, og hvad stiller man op med det?

For pludselig er det synd for de kristne, ægte synd, og hvad stiller man op med det? Hvordan forklare, at der faktisk er ofre for ofrene. I den muslimske verden, i Egypten, hvor kristne koptere er syndebukke, når Det Muslimske Broderskab skal afreagere. På danske aylcentre, hvor muslimer er på nakken af kristne landsmænd?

Og så ikke et ord om de danske kommuner, der ifølge Politiken holdes i et jerngreb af staten. Hvor er det synd, selv om det er mit bestemte indtryk, at kommunerne nok skal klare sig. I hvert fald over for borgerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad parterne i det klassiske ligestillingsslagsmål forhåbentlig også gør. Mette Dreyer har en grum tegning, der viser, hvem der er skurke og offer på den galej. Det er manden, den pjækkerøv, der stikker af fra ansvaret, mens den nybagte mor sidder opgivende tilbage med et vrælende spædbarn. Hvem det er synd for? Barnet, selvfølgelig, der tages som gidsel i det kyniske slagsmål mellem kønnene.

Der er mange, mange, mange flere, det er synd for i den daglige avis. Vi har ikke plads til flere. Læs avisen, den er smuk, til tider ulidelig og så irritationsfremkaldende, at vore tanker går til pens. agronom Erling Brokkendorf, der har det med at komme fjenden i forkøbet.

Det er synd.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce