Tegning: Philip Ytournel.

Tegning: Philip Ytournel.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Balanceret ledelse på universiterne er en god idé

Enevældige topledelser forsøger at styre decentrale prioriteringer.

Debatindlæg

De ti sidste år har generelt ikke været kendetegnet ved god universitetsledelse – på trods af manges intentioner herom.

Universitetsreformen fra 2003 var et velment forsøg på at gøre op med tidligere tiders noget indavlede universitetsledelse, hvor man i korridorerne lavede aftaler og politiske alliancer, og hvor man sjældent fik taget de rigtige og nødvendige beslutninger.

Det var politikerne trætte af og mente, at en ledelsesreform var nødvendig, for at universiteterne kunne begynde at løfte de vigtige samfundsopgaver bedre. En enstrenget ledelse, der havde magten til topdown at gennemtvinge beslutninger, blev resultatet.

Men hvorfor gik det galt mange steder de sidste ti år? Det er ikke nok at have en magtgivende struktur. Magten og strukturen må bruges på den rigtige måde, før det bliver til god ledelse.

Man må have et godt øje for de strategiske og organisatoriske udfordringer, hvis man skal udføre god ledelse gennem den magtfulde bemyndigelse, man havde fået. Uden forståelse for den strategiske og organisatoriske situation ender man nemt i ledelsesmæssige faldgruber

Hvad er den strategiske og organisatoriske situation for universiteterne så? Det er vigtigt at være opmærksom på, at gennem de sidste 30 år er universiteterne flyttet fra samfundets periferi til samfundets absolutte centrum.

Fra at være mindre elitære størrelser for samfundets top er de blevet centrale masseinstitutioner i både velfærdssamfundet og konkurrencestaten. De er blevet en del af den samfundsmæssige malstrøm, hvor samfundets hastige og dynamiske udvikling sker.

Det er på den ene side fantastisk, da det er udtryk for, at universiteterne skaber en enorm samfundsmæssig værdi – i hvert fald at mange tror på, at man har potentialet til det.

DIREKTØR

På den anden side har denne nye placering en pris. Man bliver som universitet mødt med utallige krav om forandringer og strategiske dagsordener, som man bedes forholde sig til.

På et forskningsbaseret universitet er det ude i de decentrale enheder, at værdi- og kvalitets-skabelsen sker

Det var netop derfor, at politikerne ville have en ny form for ledelse på universiteterne, der kunne tage ansvar for at håndtere denne udvikling og alle disse strategiske dagsordener.

Det er i denne situation, at den nye magtfulde ledelse kommer ind. De vil gerne tage ansvaret for, at der sker centrale strategiske udviklinger. Dette er både forståeligt og sympatisk. For universiteterne er som organisationer ikke kendetegnet ved, at de centrale udviklinger sker af sig selv.

Den internationalt kendte organisationsteoretiske guru Henry Mintzberg kalder universiteter for professionelle bureaukratier. En organisationsarketype, der netop vokser frem, der hvor der er en stabil omverden uden behov for strategiske udviklinger.

STATSKUNDSKABERE

Med de nye centrale strategiske tiltag, der forsøger at gøre op med denne organisationstype, har det vist sig, at ledelsen desværre nemt kan falde i en eller flere faldgruber.

For det første kan man som topledelse komme til at blive enevældig. Man mener ikke bare, at man ved, hvad de centrale strategiske udviklinger handler om. Man mener også, at det er bedst, at topledelsen foretager mere decentrale faglige prioriteringer.

I Mintzbergs terminologi forsøger man at lave det professionelle bureaukrati om til en simpel struktur – den lille virksomhed, hvor toplederen kan overskue det hele.

For det andet kan den mere hierarkiske ledelse komme til at skabe en udvikling, hvor centrale administrative stabe begynder at fortælle de faglige enheder, hvordan de skal arbejde og udvikle sig, for at sikre, at de centrale strategier bliver implementeret.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mintzberg taler om maskinbureakratiet, hvor en administrativ teknostruktur standardiserer de decentrale arbejdsgange.

Maskinbureaukratiet er en udmærket organisationsform. Den er f.eks. superb til store organisationer, der producerer og sælger simple standardvarer til et globalt massemarked. Den tyske pølsefabrik for 100 år siden var et typisk maskinbureaukrati.

Problemet ved, at topledelsen tager magten, og/eller at teknostrukturen begynder at bestemme, er, at det ødelægger den decentrale faglige udvikling. Og på et forskningsbaseret universitet er det ude i de decentrale enheder at værdi- og kvalitetsskabelsen sker.

Man kan ikke kommandere, planlægge eller standardisere sig frem til god forskning eller forskningsbaseret undervisning. Så at omforme det professionelle bureaukrati til en simpel struktur eller til et maskinbureaukrati er faldgruber.

Den voldsomme ekspansion i universiteternes administrative stabe gennem de senere år taler sit alt for tydelige sprog.

Det er ikke administrationen i sig selv, der er problemet. Det er administrationens grundlæggende indstilling, der er afgørende. Administrationen skal understøtte de faglige miljøer – ikke knægte dem.

Samtidig kan vi heller ikke acceptere et handlingslammet universitet, som ikke kan løse de samfundsmæssige opgaver og ikke kan udvikle sig hurtigt nok på grund af manglende central strategisk udviklingskraft. Vi skal have central strategisk handling! Er der så en tredje vej?

Ja, for det er en vej, hvor den centrale linjeledelse af sig selv begrænser sin egen magt, så man ikke styrer, hvad der skal ske decentralt, men koordinerer mellem det centrale og det decentrale. En linjeledelse, der giver plads til de faglige ledere og samtidig støtter dem ved at prioritere i form af retningsangivelser og rammer.

På denne måde bliver et tillidsfuldt samspil mellem de organisatoriske linjeledelser og de faglige projekt- og gruppeledere helt afgørende for fremtiden. Derfor er god dialog mellem disse to dele af en universitetsledelse helt afgørende.

Nogle af de allervigtigste opgaver, der venter lige om hjørnet, og som skal vise, om ledelsen er i stand til – sammen med de faglige kernemedarbejdere – at løfte de danske universiteter ind i en ny tid, er for alvor at forholde sig til den internationale konkurrence.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lad os nævne nogle af de mest oplagte udfordringer:

  • Hvordan kan vi ved en fælles dansk indsats rekruttere de bedste udenlandske studerende i stedet for at tage dem fra hinanden inden for landet grænser?
  • Kan vi sende de danske studerende ud i verden og hente dem hjem igen?
  • Hvordan kan vi øge mobiliteten af medarbejdere mellem landets universiteter og virksomheder?
  • Hvordan udvikler vi karriereplaner for centrale unge medarbejdere?
  • Kan de danske universiteter øge samarbejdet med hinanden på en række områder?

Alt dette kræver en koordineret og tillidsfuld involvering af universitetets medarbejdere og ledere på alle niveauer, en høj faglighed og respekt for akademiske værdier i ledelsen.

Og løsningen af disse udfordringer vil være en lakmusprøve på, om universiteterne gennem de næste år kan udvikle en ny frugtbar og balanceret ledelsesstil.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce