Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
KEVIN FRAYER/AP
Foto: KEVIN FRAYER/AP

Fyrtårn. Israel og Israels varme lobbyister blandt andet i Danmark har opfundet et mantra om, at landet er det 'demokratiske fyrtårn' i Mellemøsten.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Israel er ikke Mellemøstens 'demokratiske fyrtårn'

Ville Søren Espersens se gennem fingre med det, hvis Iran eller Kina besatte deres naboer og opførte sig så hensynsløst?

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På torsdag begynder jeg som nyt folketingsmedlem. Da det for nogle uger siden blev offentliggjort, lød det på politiken.dk fra Søren Espersen (DF): Hun er »fuldstændig fanatisk palæstinenser i alt, hvad hun foretager sig«.

Et opsigtsvækkende Kinderæg, det skal han have, Søren Espersen (SE) – ’fanatisk’, ’palæstinenser’, og ligefrem i alt, hvad jeg foretager mig?!

Jeg er ikke specielt nærtagende, men det er værd at reflektere over. Man kunne jo blive klogere. Det er imidlertid ikke helt klart for mig, hvad det vil sige at ’være palæstinenser’ ud over selvfølgelig det åbenlyst etniske element.

Det er jo f.eks. ikke et statsborgerskab; særligheden kunne selvfølgelig bestå i dét ikke at have et statsborgerskab, at være statsløs.

Men eftersom jeg er beriget med et rødbedefarvet pas som SE selv, er det næppe dét, han har i tankerne.

LÆS KOMMENTAR

Så er der det der med at være ’det’ i alt, jeg gør. Jeg tænkte straks på, hvordan det er, jeg sover trygt, vågner trygt, tager på arbejde, frit bevæger mig gennem landet, passerer grænser, nyder beskyttelse via et velfungerende retssystem og tager frihed og en sikker fremtid for mine børn som en selvfølgelighed.

Hvordan jeg ikke behøver at kæmpe for, at mit folk kan få en stat. Hvordan jeg lever i et land stort set friholdt for korruption og nepotisme, hvor ekstremisterne råber, men ikke for alvor bestemmer over min dagligdag.

Hvordan jeg ikke bekymres over risikoen for, at nogen annekterer min bolig, fælder mine oliventræer eller ødelægger afgrøderne hos folk på landet og slår deres dyr ihjel.

Hvordan jeg ikke behøver frygte, at jord eller vand bliver annekteret, og jeg selv må bo i en flygtningelejr eller en faldefærdig rønne ved siden af den pigtråd, der adskiller mig og dem, der annekterede og har firmaer, hvis navne vi ikke nævner, til at lege vagtkorps.

Hvordan jeg ikke behøver at passere checkpoints kontrolleret af fremmede magter, når jeg skal på arbejde, til læge eller i skole. Hvordan jeg ikke skal frygte for min families liv, mine børns frihed eller risiko for tortur og seksuelle overgreb i et andet lands fængsler.

I virkeligheden er der uendelig lidt af det, jeg foretager mig, der tilnærmelsesvis minder om palæstinensiske fællers liv – medmindre de er bosat i andre lande. Men så fanatisk da?

Jeg er – i modsætning til Søren Esperen, må jeg forstå – indædt modstander af Israels besættelse af Palæstina og af bosættelserne (der til stadighed bliver flere). Jeg er tilhænger af en tostatsløsning, om end jeg ærlig talt har umådelig svært ved at se realismen i den, facts on the ground taget i betragtning.

Jeg fordømmer terroristiske handlinger og overgreb på civile – om de er fra den ene eller anden side – og jeg forsvarer (muligvis lidt dogmatisk) menneskerettigheder og international ret som universelle standarder, rettesnore, rammer og mål.

Af et land, der fremhæver sig selv som en demokratisk bastion i det mellemøstlige hav, kunne man vel forvente noget andet end så åbenlys ligegyldighed over for international ret og menneskerettigheder.

Har man, som en af Israels varmeste støtter, ikke noget at indvende, da kan krav om overholdelse af international ret selvfølgelig lyde som et ekstremt synspunkt.

LÆS OGSÅ

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Israel og Israels varme lobbyister blandt andet i Danmark har opfundet et mantra om, at landet er det ‘demokratiske fyrtårn’ i Mellemøsten, og at man skal holde op med at kritisere det for menneskerettighedskrænkelser, bosættelser og den årtier lange besættelse af Palæstina.

Gør man det alligevel – fordi man som jeg mener, at de krænkelser er så alvorlige – og måske endda påpeger det hykleriske i at ville sætte sig op som ’fyrtårn’, når landet på så mange måder i sin daglige praksis udretter overgreb og menneskerettighedskrænkelser; ja, så løber man risikoen for anklager om antisemitisme eller være antiisraelsk.

Lige efter nytår kom det frem, at The Public Committee Against Torture in Israel kunne rapportere om palæstinensiske børn, der udsættes for sexuelle og fysiske overgreb, trusler og noget, der muligvis kan karakteriseres som tortur, i israelske fængsler.

Det forlyder, at fængslede/tilbageholdte palæstinensiske børn placeres i udendørs bure, og at de til tider sættes for en militærdomstol for relativt små forseelser.

Det er desuden fem år siden, at Israel afsluttede et voldsomt militær angreb på Gazastriben; den efterfølgende Goldstone-rapport beskrev bombardementerne som disproportionalt og som kollektiv afstraffelse af den palæstinensiske civilbefolkning.

I angrebet anvendte Israel ifølge bl.a. Human Rights Watch det kemiske våben hvidt fosfor over tæt befolkede områder. Når man bruger kemiske våben, ved de fleste vel efterhånden, at man gør sig skyldig i krigsforbrydelser (krigsforbrydelser fandt sted på begge sider).

At det er muligt at slippe af sted med disse i mine øjne ekstreme handlinger uden et folkeligt ramaskrig, antyder, hvordan de reaktionære fredsmodstanderkræfter i Israel har succes med afhumanisering af ’den palæstinensiske anden’.

I mine øjne sætter dette sammen med de stærke kræfter I Israel og herhjemme, der reelt er imod etablering af en selvstændig palæstinensisk stat, ’det demokratiske fyrtårn’ i et særligt tvivlsomt lys.

Jeg tvivler på at Søren Espersens ville se gennem fingre med det, hvis Iran eller Kina besatte deres naboer og opførte sig så hensynsløst. Ikke mindst derfor er citatet om, at jeg er palæstinenser, forrygende med dets indbyggede fordomme og selverkendelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nu er der ingen grund til at være polemisk og fordomsfuld, så jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til at fortsætte debatten med Søren Espersen.

Derfor nænner jeg næsten heller ikke at afsløre det: Jeg er faktisk fra Jylland, Søren. Som du. Og alligevel så forskellig.

Måske fordi jeg er fra den del, hvor der er højt til himlen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden