Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Blå. Der er en angst for kedsomhed. Der skal underholdes - hele tiden og uden ophør. Men hvor bliver de gyldne mellemrum så af? Tegning: Per Marquard Otzen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Børn skal have lov til at kede sig

Børn får konstant stukket en mobil eller iPad i hånden, hvis de keder sig.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er lørdag aften.

Vi får lidt let og hurtig mad på en café.

Klokken er cirka 19, da en hel familie træder ind i cafeen. To små drenge på cirka 3 og 5 år og deres forældre midt i 30’erne, bedsteforældre og et par til. Knap har de sat sig, før jeg ser de to små bøjede nakker og forstenede ’blå’ ansigter. Begge poder med hver sin iPad 20 cm fra ansigtet, dybt koncentrerede og pacificerede. Der er ro. De seks voksne snakker, ler og hygger.

Da maden kommer, bliver der tumult og jammer, da de to iPads lægges til side. Efter indtagelse af et par pomfritter har ungerne blå ansigter igen, og der er ro.

LÆS DEBAT

Ja, det var blot en lille iagttagelse på en i øvrigt super hyggelig, men ganske almindelig lørdag aften i december. Episoden har dog sat sig sine tankespor i mig.

Tænk nu, hvis jeg var gået glip af alle de sanseindtryk, jeg fik som lille barn.

Hvordan skulle jeg så have mestret mit liv? Hvordan skulle jeg have ageret i verden, når jeg ikke havde lært alle spillereglerne og de sociale koder?

Blege erindringsglimt fra min egen barndom i 70’erne. Jo, for pokker – det var møghamrende kedeligt at være til kaffeslabberas eller middag med hele familien. Kedeligt i sådan cirka 3 minutter, for pludselig blev mit 4-årige blik fanget af tante Ingers dinglende, dansende øreringe, der hænger i en revne i en kødfuld blød øreflip.

Undrende usagte spørgsmål opstår i den lille. Uimodståelig lyst til at røre ved den bløde, buttede øreflip. Samtidig høres og iagttages konversationen, som den lille sidder lige midt i. Mange mærkelige og uforståelige ord og formuleringer høres. Indimellem spændende fortællinger, der fanger interessen lidt. Morfar tænder følsomt og nidkært en cigar, som han derefter kærligt bapper på.

Alt bliver dissekeret ud i fine iagttagelsesbidder, der sidenhen bruges og efterlignes i legen – og i livet.

Der var onkel Bents måde at grine og give hestebid på og de lidt for tykke, glade damer i lidt for stramme spinlonkjoler. De voksnes nysgerrighed over for hinanden, deres indlevelse og måde at konversere på. De skiftende sindsstemninger, der svingede i takt med emnet og den talende.

Jeg husker det, som om vi børn var en slags ’usynlige’. Fokus var på alt muligt andet. Vi var ønskede og 100 procent til stede, men samtidig fyldte vi ingenting. Vi sugede til os.

En sjælden gang imellem fik vi lidt opmærksomhed. Men ude af opmærksomhedens skær var vi ’frie’ til bare at glo og lytte, og i den frihed kunne vi bare flyde med. Vi fik en masse mentale ’kasser’ fyldt op med alt muligt uforståeligt, og kun ganske langsomt, som tiden gik, kunne vi lægge ’tingene’ på rette hylde.

Vi blev erfarne og begreb verden og kunne gribe verden.

LÆS DEBAT

Jeg har selvfølgelig ikke kunnet lade være med at tænke videre på de to små drenge med de blå ansigter.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Måske er det sådan et par små fyre, der sidder og spiser deres morgenmad foran morgen-tv. Måske ser de lige en halv tegnefilm i bilen på vej til børnehaven. Måske er de ’heldige’ at være børn i en børnehave med mange tabletter og computere i ’den hellige lærings navn’. Måske er der lige lidt tegnefilm/iPad til at falde ned på, når de kommer hjem fra børnehaven.

Hvorfor og hvornår er det blevet farligt at kede sig? Jeg oplever næsten, at der er en angst for kedsomhed. Der skal underholdes – hele tiden og uden ophør. Den mindste misytring, og barnet får stukket forældrenes mobiltelefon eller en tablet i hånden, ligegyldigt om det er hjemme i privaten, til familiefødselsdag, i bussen eller på indkøb.

Men hvor bliver så alle de gyldne mellemrum af? Hvor barnet kan følge regndråberne løbe ned ad vinduesglasset, undre sig og dagdrømme. Hvor skabes ellers det kreative rum, hvis ikke blandt andet ud af kedsomhed?

I øjeblikket hører vi ramaskrig fra universitetsverdenen, hvor curlingbørnene er begyndt på deres studie.

Deres forældre brokker sig aktivt over karakterer og udøver truende adfærd for at få eksamensdatoer ændret, så det passer bedre med ferie. Samtidig melder virksomhederne om et stigende antal curlingbørn, der har forældrene med til jobsamtale, og hvor forældrene vil forhandle løn på deres børns vegne.

LÆS MERE

Vil fremtidens ynglinge være hæmmede som sociale analfabeter med dysfunktionelle kommunikationsmønstre? Frarøvet alle de færdigheder, der ikke kan læres via en tablet, men kun gennem menneskelig interaktion. De syv første år er unikke, hvor det lille menneske skaber sig erfaringer ud fra efterligning og igennem leg.

Perspektivet er jo skræmmende. For børnene efterligner netop de voksnes adfærd. Alt for tit, hvis ikke altid, er teknologien mellem os, når vi er sammen. Vi kommunikerer hen over iPad eller telefon. Vi er på, og vi holder os orienteret, kommunikerer og socialiserer på de sociale medier. Følger nyhedsstrømme og diverse indbakker.

LÆS DEBAT

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi må bare huske på, at vi ikke har haft en barndom, der så sådan ud – vi er flasket op med en masse sociale kompetencer, som den næste generation af børn ikke har en chance for at få.

Jeg ville sådan ønske, at vi som samfund og som forældre turde give børnene en barndom med ’frirum’ og ’uendelige kedsommelige mellemrum’ tilbage.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden