dømt. Louise Østergaard har skrevet 'Ord' om sit livs kærlighed, der gik helt galt. Hun har fordømt sig selv i årevis og er i fuld gang med at gøre det lige nu
Foto: LINDA JOHANSEN (arkiv)

dømt. Louise Østergaard har skrevet 'Ord' om sit livs kærlighed, der gik helt galt. Hun har fordømt sig selv i årevis og er i fuld gang med at gøre det lige nu

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Folkedomstolen har talt: Louise Østergaard er en slamso

Vi elsker at hade Yahya Hassans tidligere kontaktperson og fordømmer hende ind i helvede.

Debatindlæg

Der er fundet guld i Danmark. Og love. For når danskerne elsker Yahya Hassan, er der tale om ægte kærlighed. De ikke kun elsker ham: De elsker at elske ham.

Og så er der fundet slam, guldrandet slam, gudsbespottende slam: Louise Østergaard, der med romanen ’Ord’ lancerer Politikens Posterboy i andre klæder, er danskernes nye slim.

De ikke kun hader Østergaard – de elsker at hade hende.

På de sociale medier koger blussende debattører over i en suppe af forargelse.

Man ser det for sig: De råber og spytter ad deres skærm, hopper i stolen og bevæger læberne, mens de hamrer fordømmelserne ned i tastaturet og videre ud i det store online-lokum: Krænker! Kriminelle so! Pengegriske, klamme, pædofilsvin, siger de blandt andet om Østergaard.

De råber i kor: Hang her high! Det er gratis, og det er lige her.

Sandheden er overhørt eller bare ilde hørt, i hvert fald den del af den, som påpeger, at det faktisk er Yahya Hassan, der er kriminel.

Hans digtsamling er én lang tilståelse. Men det gør altså ikke noget, forstår man: Det er foregået i kunstens og integrationens tjeneste. Derfor må Yahya alt: bede kritikere om at holde kæft, skride fra live-tv, ryge pot på skærmen og smøger i Politikens hal.

Charmerende alt sammen. Snart vil det vise sig, om han også kan gå på vandet. Tilladelsen har han i hvert fald.

For slamsoen Østergaards vedkommende er sandheden den, at hun efter al sandsynlighed ikke har begået en forbrydelse ifølge loven. Det fastslår forsvarsadvokat Mette Grith Stage og professor i strafferet Jørn Vestergaard i B.T.

Anklagerne om pengegriskhed kan et simpelt regnestykke pulverisere: Lægger vi forlagets procestid oven i den tid, det ville tage, selv for en lynskriver, at færdiggøre et manuskript, kigger vi på noget, der senest foregår i juli 2013, hvor der ingen succes var at lukrere på og Yahya ikke engang var en fræk tanke i Politikens hoved.

Men det, at hverken loven eller regnestykkerne kan dømme hende, og at proportionerne rømmer sig ubekvemt, det rører altså ikke folkedomstolen, der ufortrødent sprøjter fordømmelser ud.

Der er spørgsmål, der tigger om svar: Hvad er der med det danske ursind, som vil elske eller hade, og som ingen interesse har i detaljerne og nuancerne i det store felt mellem yderpositionerne? Skyldes det for mange år tilbragt i selskab med ’godt tv’, hvor konflikter bankes op i mødet mellem tyren og tyrefægteren?

Keder vi os bare derinde i vores grå verden, hvor en malplaceret kattelort er dagens følelsesmæssige højdepunkt?

Har vi virkelig bare brug for at mærke blodet rulle, når vi hader og elsker så intenst, at man fristes til at tro, at Had, Kærlighed og Konflikt er den ægte Treenighed og denne fagre i-verdens nye elskovspulver?

Den opdaterede gladiatorkamp gemt i et forskønnet Se og Hør-univers? Yes.

Og yderligere er der så glam-point at høste her, hvor vi kan vise, hvem vi er: Medlemmer af De Rigtige og De Godes Klub profilerer sig i deres krænker-modul, når de kører deres forudsigelige, letkøbte fordømmelser ind på debatholdepladsen i paller.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er et spørgsmål om validering: om hele tiden at føre sin rigtighed ajour, så alle kan se den: Se mig! Jeg mener Det Gode! Ergo sum.

Her er det fatalt for brandet at smutte en tur ind i gråzonen for med åbent sind og almindelig menneskelig forståelse at kigge på kvinden, der sidder derinde: Med angsten graveret i øjnene ligner hun mest af alt et åbent sår.

Hun har skrevet ’Ord’ om sit livs kærlighed, der gik helt galt. Hun har fordømt sig selv i årevis og er i fuld gang med at gøre det lige nu.

Hvad vil I mere have – I, der ikke forstår, at Østergaard for længst har fået sin straf og afsonet en sæson i helvede?

Kommer forståelsen kun til dem, der selv har oplevet den sindssyge tilstand, hvor begæret kvæler fornuften og remmer, tøj, liv og værdighed tager sine gode sko og skrider?

Så hvad skal det være, hvad skal hun have? Mere elskovspulver? Mere soma? Elektromagnetisk golf, følefilm og parfumeorgler i form af – lad mig være fantasifuld – mere straf?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden