Umenneskeligt. Debatten om Østergaard og Hassan befinder sig på en glidebane hen mod en generel dehumanisering af samfundet, herunder retssystemet. Det mener Gudmund Auring. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Umenneskeligt. Debatten om Østergaard og Hassan befinder sig på en glidebane hen mod en generel dehumanisering af samfundet, herunder retssystemet. Det mener Gudmund Auring. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Hassan og Østergaard endte selvfølgelig i den offentlige gabestok

Både Yahya Hassan og hans kontaktperson Louise Østergaard er ’ofre’ og ’forbrydere’.

Debatindlæg

Det er med bævende hjerte, man begiver sig ind i det minefelt, der hedder ’Yahya og Louise’. Men efter at have læst Susanne Stauns og Kristian Ditlev Jensens indlæg (Pol 25.1.) tager jeg alligevel chancen.

For mig at se er både Yahya Hassan og Louise Østergaard ramt af livet. Som vi alle sammen er det. Som Kristian D.J. er det i allerhøjeste grad – han har i øvrigt indlagt sig uvisnelig hæder ved at skrive en bog, der for al fremtid gør op med den tankegang, at et seksuelt misbrugt barn kan være andet end et tragisk offer. Og som det i vore dages Danmark i stadig mindre grad bliver tilladt at være det – medmindre man kan definere sin position sådan omtrent 100 pct. som offerets!

Yahya Hassan er et offer. Jeg har læst hans intense og gribende digte, hvor han beskriver med både nøgtern og desperat hudløshed den fysiske og psykiske brutalitet, han har været udsat for i sin opvækst. Men han fortier ikke, at han er kriminel – en forbryder.

Digtenes kvalitet beror blandt andet på, at Yahya Hassan væver skyldig og offer sammen til en person, ramt af livet. Et menneske.

Jeg har ikke læst Louise Østergaards bog. Men den handler tydeligvis også om en person, der bliver ramt af livet. Ifølge hende selv hjælper hun Hassan på sporet af hans talent og forelsker sig hovedkulds i ham. Hun betalte en pris med skilsmisse og fyring. Og hendes kærlighedshistorie er nu, to år efter, eksponeret overalt.

Alle bliver vi ramt af livet, både til lykke og ulykke. Og så reagerer vi. Nogle ved at blive for tykke. Andre ved at blive for tynde. Nogle dulmer ved at ryge. Andre ved at blive ministre og kræve stadig hårdere straffe. Andre igen ved at sprede had og forbandelser i cyberspace eller på avissider. Nogle ved kærlighed, der bliver til had. Eller omvendt.

Kærligheden er en benhård branche, måske den hårdeste af alle. Kærligheden har vi alle været ramt af, både som ’ofre’ og ’forbrydere’.

Somme tider begår nogle alvorlige, ja modbydelige forbrydelser ’af kærlighed’. Så må de dømmes efter loven. Vi andre siger: Hvordan kan de tillade sig at kalde dét kærlighed.

Men det ændrer ikke på kærlighedens indbyggede brutalitet, som ligger milevidt fra den romantiske forestilling, vi så gerne vil ha’ vores kærlighedsvirkelighed til at ligne. Og det ændrer ikke på, at selv disse forbrydere er mennesker, ramt af livet.

Hvem er nu offer eller skyldig, Yahya Hassan eller Louise Østergaard? Kristian Ditlev Jensen er ikke i tvivl. Hassan var et barn, men Østergaard var jo voksen og burde derfor vide bedre.

At hun formaster sig til at kalde sine ulovlige følelser for kærlighed, er en skændsel, den undskyldning, som seksuelle krænkere har ført sig frem med til alle tider. Mener Kristian Ditlev Jensen.

Han bruger termen »kvindelig seksualforbryder« som en fastslået kendsgerning. Yahya Hassans seksuelle handlinger fastslås entydigt som »udartet adfærd hos et omsorgssvigtet barn«. Og gyldigheden af Louise Østergaards indlevelse i Yahya Hassans talent og personlighed benægtes.

Alt i alt lader Kristian Ditlev Jensens indlæg til at være båret af vrede og afsky. Hvor der efter min mening er brug for indlevelse og eftertanke, og hvor berettiget tvivl bør hæmme den alt for nemme, alt for selvgode trang til skråsikre domme.

Er det utænkeligt at forestille sig, at Yahya Hassan og Louise Østergaard har fundet et åndsfællesskab omkring Hassans talent og deres fælles interesse i sprog og digtning; et fællesskab, der for begge må have været en åbenbaring?

Er det menneskeligt set uforståeligt, at den stærke oplevelse har drevet dem ud i en erotisk og følelsesmæssig konsekvens, der tog magten fra dem – i hvert fald fra Louise Østergaard? At hun netop så ham, og at han for første gang følte sig set – af en anden end de kriminelle venner hjemme fra gaden.

At naturen som en konsekvens heraf gik over optugtelsen. At de begge to netop dér blev ramt af livet?

Da Louise Østergaard derved begik noget kriminelt og svigtede sin professionelle pligt, skal hun naturligvis rammes af lovens og reglernes konsekvens. Det er hun også blevet, idet hun blev fyret. Kristian Ditlev Jensen ønsker yderligere konsekvens. Det er hævn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For der findes andre og værre straffe i Danmark end lovens, som Louise Østergaard i disse dage udsættes for. Det er den offentlige gabestok og åndelige lynchjustits, som i dag ikke mindst finder sted på nettet. Den skriver Susanne Staun om i sit sprogligt fyrige indlæg, som jeg er langt mere enig med.

Jamen, vil mange sige, Louise Østergaard har med sin bog selv placeret sig i gabestokken. Forkert. Dér var hun allerede anbragt i kraft af Yahya H.s digtsamling og offentlig opmærksomhed.

Jamen, hun har gjort det hele værre for sig selv. Måske, men også en regel- eller lovbryder har vel ret til at berette sin side af sagen, når hun eksponeres fra én synsvinkel og i så høj grad – flere år efter at hendes fejltrin fandt sted.

Jamen, hun er bare ude efter penge. I så fald er pengene dyrt betalt. For den offentlige gabestok befinder sig efterhånden på et niveau, hvor karaktermord hører til dagens orden.

Og for mig at se er vi hermed på en glidebane hen mod en generel dehumanisering af samfundet, herunder retssystemet.

Samtale og argumentation bliver afløst af frådende fordømmelse og skråsikker latterliggørelse. Jeg har f.eks. med dette indlæg sikkert allerede placeret mig selv som en ’halalhippie’ med ’de rigtige meninger’ og aktier i ’godhedsindustrien’.

Vi har det alle i os, det onde som det gode. Og imod overskridelser har vi så straffeloven. Men herren hjælpe os alle, hvis den afløses af jungleloven.

’Øje for øje’ gør hele verden blind. Og hvis vi ta’r ’tand for tand’ med, så dør vi også af sult.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg håber, at Louise Østergaard ad åre slipper ud af gabestokken og bliver ramt af et godt liv. Jeg håber, at Yahya Hassan slipper nogenlunde helskindet og med talentet i behold fra den massevoldtægt, som Gyldendal og ’Politikensegmentet’ (det er også mig) med tilløbere i øjeblikket foranstalter på den arme mand.

Hvad sagde tømrersønnen? »Lad den, som er ren, kaste den første sten«.

En sådan nåde kan vi alle få brug for, den dag vi selv bliver ramt af livet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden