2-dimensionel. Hvad går Emma egentlig glip af, når en del af hendes vågne legetimer bruges med en skærm? Tegning: Mette Dreyer

2-dimensionel. Hvad går Emma egentlig glip af, når en del af hendes vågne legetimer bruges med en skærm? Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Psykolog: Her er fire gode grunde til, at du ikke skal lade dit barn babysitte af en iPad

Vigtige år skal bruges til at lære den fysiske verden at kende, skriver Camilla Bechsgaard.

Debatindlæg

Forleden var jeg sammen med lille Emma på fire år.

Vi snakker om, hvad hun godt kan li' at lege med, og hun fortæller, at hun elsker at hygge sig med med perleplader og påklædningsdukker.

Jeg laver tit perleplader sammen med min datter på otte år og spørger Emma, om det er de små eller store perler, hun bruger. »Det ved jeg ikke, jeg laver pladerne på min mors Ipad – og nogle gange på min fars telefon, når vi er et sted, hvor jeg keder mig«.

Jamen, hvad så med påklædningsdukkerne, spørger jeg? Jeg husker min egen barndom, hvor det var en masse papstykker, der skulle klippes ud, og hvor hele kassens indhold en dag var blevet lavet til konfetti af nogle frække mus.

Emma får lov til at låne iPad’en og viser mig, hvordan hun med fingeren flytter forskellige stykker tøj over på nogle Barbiedukker på skærmen. Så ingen udklippede papting her – og ingen mus, kun dem på skærmen.

Emmas forældre er stolte af, at hun allerede som toårig havde helt styr på, hvordan både iPad, telefoner og diverse børnespil på dr.dk skulle bruges. De fortæller, at Emma er god til at beskæftige sig selv: »Hun kan sidde i timevis med sine perleplader og Barbier og fordyber sig i det«. Når familien skal ud og spise eller køre langt, er det rigtig praktisk.

Men hvad går Emma egentlig glip af, når en del af hendes vågne legetimer bruges med en skærm?

1) Verden bliver 2-dimensionel og flad, i stedet for 3-dimensionel

2) Hun får ikke rørt ved forskellige materialer og oplevet den frustrerende jagt efter en perle eller et stykke dukketøj i en bestemt farve, hvor fingrene ikke vil, som hun vil

3) Legen er bestemt på forhånd: Emmas egen fantasi er helt overflødig

4) Der er ikke brug for at hente hjælp hos/diskutere med mor eller søskende, når noget skal findes, laves eller sættes sammen. Det hele ligger klar på skærmen (= mindre ansigt til ansigt-kontakt).

Børn lærer og udvikler sig ved at røre, smage og flytte rundt på ting, igen og igen. Og gøre det i samspil med deres vigtige mennesker, ikke bare de andre børn henne i børnehaven.

En iPad eller smartphone tilbyder en uendelig vifte af underholdningsmuligheder til hovedet, mens kroppen sidder helt passiv hen. Kun pegefingeren bevæger sig.

For det lille barn vil skærmen altid mangle den menneskelige kontakt, alle følelserne og mulighed for at afprøve forskellige handlinger som: »Hvis jeg smider mig på gulvet og sparker, bliver mor sur ... hvis jeg gør det samme, når far er der, tager han mig op og trøster«. Endnu en erfaring til lageret, som afprøves igen og igen.

I årene, fra et barn bliver født, til det er cirka fem år, gennemgår hjernen sin vigtigste udvikling.

Det er ’de magiske år’. Barnet er i gang med at danne sig et billede af, hvad verden indeholder. Hjernens nervebaner udvikles ligesom et sæt togskinner: Alle de input, barnet oplever, er med til at lægge nye skinner eller udvide små spor.

Jo flere spor der er åbnet, jo lettere vil barnet kunne tage imod indlæring efterfølgende. (Altså: nervebaner skal stimuleres for at vokse, ellers forbliver de ufuldstændige!).

Hvis du selv indimellem har kontakt med mindre børn, har du sikkert lagt mærke til, at de omtaler forskellige spil og apps fuldstændig på linje med leg i den virkelige verden. For dem er der ikke forskel på, om de har lagt Memory på et bord eller spillet et sjovt memoryspil på en touchskærm.

LÆS DEBATINDLÆG

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Barnet føler, at han eller hun ’har leget’ helt på samme måde, som hvis der var efterladt et legeværelse fyldt med rod og smådimser over det hele.

Legen med fysiske genstande og mennesker er, i langt højere grad end en skærm, med til at sætte skub i hjernens udvikling.

Børn skal i deres første år udvikle evnen til at:

  • tænke abstrakt (hvis jeg nu sætter den her klods ovenpå den anden, vælter tårnet nok)
  • kunne fungere socialt sammen med andre børn og voksne
  • løse problemer: »Hvordan gør jeg det her ... ?«
  • tænke logisk (den ene sko til dukken er her, mon ikke den anden ligger derovre)
  • kunne være fokuseret og opmærksom (nu bliver der læst historie, nu skal jeg høre efter).
  • Teknologien er alle steder, hvor børn færdes, men skal deres vigtige, magiske år bruges på at lære den fysiske verden at kende eller tilbringes med en iPad i hånden?

Jeg fik en god snak med Emmas forældre om, at de måske skal overveje at sætte tidsbegrænsning på Emmas skærmtid, indtil hun bliver nogle år ældre. Én til halvanden time dagligt, ALT inklusive.

De ønsker kun det bedste for deres barn og havde tænkt, at det var godt, at hun blev rustet til at hænge på med teknologien lige fra starten. Men uden at ville det har de gjort Emma en bjørnetjeneste.

Al den indlæring, Emma modtager fra nu, og til hun bliver 100, skal sættes fast på det fundament, hun leger sig til i disse allervigtigste første år af sit liv.

Og vel at mærke leger i den fysiske verden, med rigtigt legetøj og rigtige mennesker!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden