Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Gymnasieelev: Vi må gøre op med skolens hyggekultur

Et indisk besøg i matematiktimen har fået mig til at tvivle på danske elevers faglige kundskaber.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg kom et par minutter for sent til matematiktimen, men min lærer var heldigvis optaget af at snakke med en mørk mand i jakkesæt, der stod som repræsentant for en lille gruppe andre mørke mennesker.

Ubemærket satte jeg mig på en stol og etablerede min arbejdsplads med taske, noter, bøger og computer.

De mørke mennesker skulle vise sig at være indiske besøgende, der var kommet til mit gymnasium som en del af et venskab på tværs af landegrænser.

Mine forventninger til timen var høje. Jeg er en dygtig elev, der svarer rigtigt på lærernes spørgsmål. Jeg er smilende og tynd, velforberedt, velformuleret og disciplineret. Jeg høster kun de allerbedste karakterer og ser frem til min lysende fremtid.

Med andre ord var jeg ikke det mindste nervøs, da vi skulle hilse på vore indiske venner.

En pige satte sig ved siden af mig og min veninde, og jeg spottede hurtigt, at hendes tøj både var kikset, usammenhængende og alt for varmt.

Foråret var netop nået til København, men det havde de fremmede ikke opdaget.

Ti minutter efter havde jeg mistet overblikket, og pigen ved siden af mig snakkede løs på et raffineret engelsk med en indisk accent, jeg ellers kun kender fra Apu i ’The Simpsons’.

Mit eget engelsk kunne ikke følge med på det niveau, samtalen bevægede sig på, og jeg fik afsluttet mine egne komplicerede forklaringer med et par ja’er, øh’er og hm’er.

Min entusiastiske og lettere nervøse matematiklærer meddelte os, at den indiske mand i jakkesæt, der også var matematiklærer, ville overtage undervisningen.

Vi var friske. Vi var trods alt 3. g’ere, skolens ubestridte konger og desuden to år ældre end de unge indiske studerende.

Med let hånd startede mr. jakkesæt med at skrive formler på tavlen, og vi lyttede intenst til hans hurtige engelske sprog.

Så kom første spørgsmål, så det andet og så det tredje. Han henvendte sig til os, og vi sad forpustede tilbage i stolene.

Langsomt gik det op for mig, at jeg ikke var i stand til at besvare nogen af hans spørgsmål. Med et venligt smil prøvede han at forklare os, at formlen jo stod på tavlen, og det var jo bare den, vi skulle tage udgangspunkt i.

Men formlerne så nye ud, og jeg havde brug for at hente hjælp i noter og bøger.

Selv x’erne på tavlen så ikke ud som en lærers, men snarere som de indbyggede symboler i vores regneprogram.

Mr. jakkesæts undervisning krævede, at vi fuldstændig forstod den matematik, vi havde lært, og ikke bare vidste præcist, hvad vi skulle skrive, når vi skulle løse et givent problem. Den krævede, at vi forstod grundlæggende matematik.

Efterhånden kogte han forventningerne ned til at finde integralet af en funktion, og vi var blanke. Tavse kiggede vi op på hans desperate ansigt og mistede langsomt tilliden til os selv og vores fremtid.

Vi bruger regneprogrammet Maple til at komme frem til vores resultater, fordi der er en uudtalt anerkendelse af, at vi nok er i stand til at regne mellemregningerne i hånden, hvis det endelig gjaldt.

Men det tror jeg ikke, vi er. Det var vi ikke i folkeskolen, og det er vi ikke nu.

Det blev min opfattelse, at pigen ved siden af mig havde gennemterpet og lært alle de ting, vi nu sad og manglede på rygraden.

De formler, vi benytter, finder vi i vores bog – ikke i vores hoved, fordi vi ikke har forstået og gennemarbejdet dem.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg ved, at danske folkeskoleelever er kommet længere og længere bagud på verdensplan, men jeg vidste ikke, at det samme gjaldt for gymnasieeleverne.

De sidste 2½ år med moduler, læsning og afleveringer har givet mig et kæmpe fagligt boost, og jeg troede, at denne form for læring var den mest effektive og intense, der kunne ramme mig.

Men det indiske møde i matematiktimen har fået mig til at tvivle på mine faglige kundskaber.

Jeg tror ikke på, at danske børn og unge ikke er indstillet på at lære og udvikle sig.

Det er jo tydeligt, hvordan vi hver time suger lærerens ord ind under huden og tager alt, der kommer fra tavlen, for gode varer. Det er bare så ærgerligt, at der ikke forventes mere af en generation med så meget potentiale.

Jeg har lært at hygge, kysse og drikke øl. Men jeg tror ikke, at de kompetencer er det, der vil komme mig allermest til gode, når jeg vil ud på arbejdsmarkedet og måle mig med mine internationale kolleger.

Studietiden kan udnyttes bedre, og jeg ville ønske, at systemet havde set anderledes ud de sidste 13 år, jeg har gået i skole.

Folkeskolereformen er et vigtigt skridt i en mere ambitiøs retning, men hele hyggekulturen bliver simpelthen nødt til at blive taget op til revision, hvis vi ønsker et veluddannet og initiativrigt samfund.

Ellers bliver det ikke Danmark, de gode ideer kommer fra.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden