Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sten. Olafur Eliassons værker er som regel kendetegnet ved nogle enkle greb: enkelhed, æstetik og en oplevelse - og herved stopper de måske.
Foto: FINN FRANDSEN

Sten. Olafur Eliassons værker er som regel kendetegnet ved nogle enkle greb: enkelhed, æstetik og en oplevelse - og herved stopper de måske.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Er Olafur Eliasson finkulturens svar på Lalandia?

Eliassons kunstoplevelse er designet til familien.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som så ofte før er kunstverdenen og verden omkring den i vild polariseret diskussion om en kunstners seneste værk, og nu melder undertegnede sig så også i hylekoret.

Olafur Eliasson vil tilsyneladende gerne give folk en oplevelse. I det seneste arbejde er han så gået rigtig langt for at maksimere den oplevelse – måske i virkeligheden akkurat lige så langt, som Lalandia går ...? Er det egentlig ikke præcis det samme princip, der forfølges i de to oplevelsestilfælde?

Et stykke natur flyttes ind i et hus, og du får en oplevelse ved at være der. Man kan selvfølgelig argumentere imod, for i det her tilfælde er det overraskelsen og fokus på ’naturen’, der er i spil. Men er det så vigtigt, og hvad ligger der i det? Er der et interessant eller vigtigt udsagn i det?

Jeg får følelsen af, at det er oplevelsen, der er vigtig, og det er det. En oplevelse, der er designet til familien – far, mor, børn og bedsteforældre – ligesom Lalandia er det. Det er spændende, overraskende, hyggeligt og rart.

De gange, jeg har stået over for eller inden i et af Olafur Eliassons værker, har jeg haft følelsen af ’O.k., fedt nok – og hvad så mere ...?’. Hans værker er som regel kendetegnet ved nogle enkle greb: enkelhed, æstetik og en oplevelse – og herved stopper de måske.

Enkelheden ligger som regel i, at de er funderet i ét hovedgreb – én idé, som gennemføres entydigt – og kun den ene idé.

Der er som regel en eller anden form for nydelsesappel i dem. Og så vil de skabe en overraskelse og give en oplevelse, gerne en kropslig eller sanselig en af slagsen.

Det er jo fint nok, at Eliasson skaber en sanselig oplevelse og her tilsyneladende standser ved det. Den oplevelse er jo tydeligvis også fin nok for dem, der besøger både Louisiana og Lalandia.

Jeg må bare indrømme, at det keder mig lidt. Og det må vel strengt taget også siges at være lidt af et paradoks, at Louisiana nu gentager et underholdningsprincip fra en virksomhed, hvis kunder ligger på den modsatte side af målgruppespektret, og som det fine kunstmuseum nok ikke gerne vil slås i hartkorn med.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden