Som så ofte før er kunstverdenen og verden omkring den i vild polariseret diskussion om en kunstners seneste værk, og nu melder undertegnede sig så også i hylekoret.
Olafur Eliasson vil tilsyneladende gerne give folk en oplevelse. I det seneste arbejde er han så gået rigtig langt for at maksimere den oplevelse – måske i virkeligheden akkurat lige så langt, som Lalandia går ...? Er det egentlig ikke præcis det samme princip, der forfølges i de to oplevelsestilfælde?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

