Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det er kun os som forældre, der kan give børnene mere nærvær

Vi kæmper en daglig kamp for at være til stede for vores børn og tage aktivt del i hver deres virkelighed.

Debatindlæg

I aften skal jeg se dit korttrick. Jeg glæder mig!«. Sådan råbte jeg på vej ud ad døren til 4.b forleden morgen, efter at min ældste søn (Store-Karl) slukøret måtte parkere sit kor-trick. Hele morgenen havde han set frem til at skulle opføre gimmicken for mig i klasseværelset.

Desværre blev trylleriet udskudt, da min iPhone påmindede mig om, at jeg kl. 9.00 havde præsentation for kollegaerne. For h da også! »I aften, Karl!«.

Jeg er mor til tre drenge, museumsinspektør på ARoS Aarhus Kunstmuseum og gift med Michael, 38 år og dokumentarist. Vi kæmper en daglig kamp for at være til stede for vores børn og tage aktivt del i hver deres virkelighed.

Det holder hårdt. ’Det er samfundets skyld’, synger Steffen Brandt. Og nej! Det er det ikke kun. (Og læg mærke til ordet kun, som er sætningens væsentligste ord).

Hvis vi forældre ønsker mere kvalitetstid med vores børn, er der kun én måde at ændre på den hæsblæsende hverdag: ved at gribe i egen barm.

Min historie starter en januar aften i 2012, hvor Store-Karls lillebror, Mellem-Sven, bryder sammen. Han har længe hængt med hovedet, manglet appetit og været bange for at være alene. »Jeg ved ikke, hvad der er med mig. Jeg er ked af det hele tiden«, får han fremstammet.

Familielivet var turbulent i den periode, Lille-Ernst havde rykket på strukturerne i familiehierarkiet, to flytninger på fire måneder og konflikter i børnehavens drengegruppe fik bægeret til at flyde over.

Jeg gik til min private læge for at søge råd. Hendes budskab var klart: Mellem-Sven havde stresssymptomer. Negligerer man dem, kan de sætte ar i hele barndommen.

»Kan du gå på orlov med ham?«, spurgte hun. Jeg svarede ikke prompte nok, for hun stillede endnu et spørgsmål: »Ville du kunne gå på orlov med ham, hvis han havde fået kræft?«.

Det gjorde udslaget. Samme eftermiddag meldte vi ham ud af børnehaven, min mand aflyste alle aftaler og gik på orlov med Mellem-Sven, som igen fik ro på i livet. Selv bankede jeg på ledelsens dør, som stillede sig lydhøre over for mit presserende ønske om at gå ned på 32 timer.

Jeg er i dag en blanding af taknemmelig og flov over den oplevelse. Taknemmelig, fordi den lærte mig, at vi som forældre altid kan ændre på børnenes hverdag. Flov, fordi det var Mellem-Sven, der skulle betale prisen for den erkendelse.

»Udvikle kreativitet, fremme innovation og markere alternative veje ind i vante omgivelser«, skriver jeg senere på dagen i et blogindlæg om kunstens potentialer.

Jeg forestiller mig, at vi anvendte de termer, vi i ét væk slynger omkring os i arbejdsregi, som betegnende for samværet med vores børn: I forhold til vores arbejde mestrer vi at redefinere, nytænke og effektivisere, mens vi sukker over manglende kvalitetstid med børnene og konkluderer : Sådan er det bare med det arbejde, jeg har. Det hænger ikke sammen.

Børnefamilierne i dagens Danmark er pressede. Deadlines, budgetter og visionsplaner skal fusionere med hjemmebagte boller, byg-en-hule-i-haven og Uno.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Samfundsdebatten afslører, at mange af os har svært ved at sige fra på job, mens det falder os lettere, at børnenes hverdag bliver bufferen i det store puslespil. Sådan er mentaliteten. Punktum.

Sagen er altså mere kompleks end til et ønske om politisk lovændring om f.eks. flere fridage til børnefamilierne. Det er først og fremmest vores, forældrenes, holdning til problemet, der skal arbejdes med.

Politisk medvind kunne man, indrømmet, ønske sig hen ad vejen, men revolutionen starter i os selv. Prioriteter som nedsat tid og spontan orlov kræver ikke alene en radikal omstrukturering af hverdagen.

Det kræver også anerkendelse fra venner, kollegaer og samfundet. Og det er her, at det halter gevaldigt. Samfundsmentaliteten er ikke gearet til at favne karrierekanonen og overskudsmoderen i én og samme person.

Kl. er nu 20.45. Mellem-Sven og Lille-Ernst sover. Det er endelig tid til korttricket. Store-Karl finder entusiastisk stakken med kort frem, begynder at dele dem op i ruder, spar, kløver og hjerter, men ak: der mangler en joker. Tricket er umuligt at gennemføre uden 4 jokere. Jeg lover at købe et nyt sæt spillekort i morgen. Store-Karl nikker tavst og siger godnat.

Hvad er det egentlig, vi frygter i forhold til børn-arbejde-nærvær-problematikken? At skille os ud fra mængden ved at prioritere tid med børn over arbejde? At miste vores faglige fodfæste og skifte identitet? Jeg har ikke svarene.

Jeg ved bare, at det kun er os som forældre – og ingen andre – der kan give vores børn mere nærvær. Jeg siger ikke, at det er en let opgave. Jeg siger heller ikke, at jeg selv mestrer missionen.

Trods min nedsatte arbejdsuge hænger jeg stadig med røven i vandskorpen og føler hver eneste dag, at hverdagen er et korttrick, som jeg ikke har opskriften på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men Mellem-Sven har lært mig, at det er mit, og ikke samfundets, ansvar, at jeg er til stede i mine børns liv. Jeg forsøger derfor at improvisere over hverdagen ud fra en overbevisning om, at mine børn er mit guld. Bundlinjen på mit arbejde er matadorpenge ved siden af.

--------------------

Rettelse: I en tidligere version blev skribenten ved en beklagelig redaktionel fejl præsenteret som museumsdirektør på Aros.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce