Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jeg blev udsat for hatecrime - men Nørrebro-borgerne greb ikke ind

Hvorfor er folk så bange for at træde ud af deres safezone og hjælpe, når der er brug for det?

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mit navn er Eva, jeg er 23 år, adopteret fra Sri Lanka og har hele mit liv boet i Danmark. Jeg er opvokset i Nyborg på Fyn, hvor jeg som så mange andre har gået i folkeskole, været ude og rejse og har efterfølgende gået på gymnasiet med henblik på at tage en videregående uddannelse.

Jeg kommer fra en familie, hvor min far er journalist og min mor beskæftigelsesvejleder. Min livret er frikadeller, jeg er kæmpe fan af Kim Larsen, elsker at se danske krimiserier på DR 1 søndag aften kl. 20.00. Jeg er dansker!

I 2011 flyttede jeg til København Nørrebro, her tog jeg sabbatår, hvor jeg arbejdede på fuldtid og fik en hverdag i det københavnske.

Sidste år startede jeg så på Metropol og læser i dag til sygeplejerske. Jeg betaler min skat og er på SU som så mange andre. Jeg har altid tænkt, at jeg har været heldig at vokse op i et land som Danmark, hvor der er ytringsfrihed, velfærdsstat, og folk af alle etniske baggrunde er velkomne.

Tirsdag 24. februar ændrede mit syn sig voldsomt på det danske samfund, da jeg blev udsat for det mest ydmygende, jeg hidtil har prøvet. Jeg bliver stoppet på Nørrebrogade i København af tre drenge i alderen 20-25 år.

De vil blot minde mig om, at jeg har en anden hudfarve og ikke hører til i Danmark. Jeg får at vide, at jeg skal skride hjem, at jeg er en neger, som ødelægger det danske samfund med min hudfarve og tro. Den ene spytter endda på mig! Jeg er målløs og er ved at bryde fuldkommen sammen på åben gade. Jeg kigger mig omkring, men ikke ét eneste menneske kommer mig til undsætning. Hvorfor er folk så bange for at hjælpe?

Nogle minutter efter, da de tre drenge er begyndt at gå væk, kan jeg mærke raseriet komme op i mig. Jeg løber efter dem og får sagt:

»Først og fremmest er jeg adopteret fra Sri Lanka, så jeg er asiat. For det andet er jeg dansker og har boet i Danmark hele mit liv. Jeg læser til sygeplejerske, er på SU og betaler skat, ligesom I gør. Hvad er jeres problem?«.

De tre drenge har ikke noget comeback, og jeg får nu at vide, at jeg stadigvæk er »en klam neger«. Hvor jeg efterfølgende får råbt »I er nogle usle, dumme drenge, og I skal ikke gå og gøre folk utilpasse«. Tænk, at man skal udsættes for så en uretfærdig handling, bare fordi man har en anden hudfarve.

Kan dette virkelig passe? Skal jeg stå alene og forsvare mig selv?

Hvis du læser om Nørrebro i en cityguide, står der, at Nørrebro er stedet, hvor kulturer mødes, og det er bydelen, hvor der bor flest folk med anden etnisk baggrund. Her beskrives det så idyllisk, at det er stedet, hvor der er plads til alle. Men er der virkelig det?

Da jeg tirsdag formiddag står ene og alene på Nørrebrogade og bliver svinet til i al offentlighed, kommer ikke ét eneste menneske mig til undsætning. Folk stopper dog chokerede op og iagttager situationen. Jeg bliver forarget og målløs.

Kan dette virkelig passe? Skal jeg stå alene og forsvare mig selv? Hvorfor er folk så bange for at træde ud af deres safezone og hjælpe, når der er brug for det?

Hvis der bare havde været ét menneske, som havde støttet mig, ville det have været en kæmpe hjælp og tryghed. Aldrig har jeg følt mig så ydmyget og udstillet på åben gade. Da jeg vælger at gå hjemad, kan jeg høre folk på fortovet snakke om, hvor synd og uretfærdigt det var for mig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hvorfor er det så lige, at I ikke træder til? Hjælp nu jeres medmennesker! Sammen kan vi være grundstenene for et stærkt og retfærdigt samfund, hvor alle føler sig velkomne. Jeg følte mig for første gang ikke velkommen i mit eget land.

Jeg har før oplevet mange situationer som disse, hvor folk kommer med racistiske tilråb. Men i tirsdags gik det langt over grænsen. Meget har jeg fundet mig i, men nu er det nok! Jeg har følelser og bliver ked af det, når jeg er offer for hatecrime i mit eget land.

Vi lever i et land, hvor der er ytringsfrihed. Dette ser jeg som et plus for et samfund. Men der er forskel på racisme og på at ytre sin mening. Dette er sikkert grunden til, at folk oplever uretfærdige konflikter, som jeg selv har oplevet.

Jeg håber, at dette indlæg kan få folk til at træde ud af deres safezone, når de er vidne til konflikter som denne. For det er bestemt ikke sjovt at stå alene på gaden og blive svinet til.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden