Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
tegning: Mette Dreyer

tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Vi behandler de langtidsledige som svinene i svinestalden

På samfundets bund er man fanget i et system, der fratager én den sidste rest af værdighed og selvværd. Og mens man kæmper med syge regler, bliver man hånet af politikerne.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Gad vide hvordan livet udfolder sig set igennem et par griseøjne fra en vilkårlig dansk svinestald anno 2015?

Man er fanget. Det kan vel næppe undslippe et svin, der står presset sammen med andre svin på alt for lidt plads og aldrig kommer ud i den friske luft, men er dømt til at stå dér dag ud og dag ind – hvor æde, spise og sove er det eneste, man kan foretage sig.

Godt nok kan man indvende, at svinet aldrig har prøvet andet, derfor ved den ikke bedre. Men hvem ved, hvad grisen rummer af genoverførte minder og af en ældgammel instinktiv fornemmelse af tidligere tiders frie liv i skovene, hvor svinene gik rundt og rodede i skovbunden efter mad.

Man ved fra vilde dyr født i fangenskab, at de aldrig helt mister deres intuitive fornemmelse for, at livet kunne være anderledes. Mange af dem, bl.a. grisen, kan man faktisk med held genudsætte i naturen, og de vil kunne klare sig kun ud fra deres genetiske ’minder’ og instinkter.

Men hvor er det lige, at vi som samfund behandler vores medborgere bedre end svinene? På samfundets bund udfolder livet sig, set igennem en langtidsledigs øjne, for det første som en oplevelse af at være fanget.

Fanget i et system, hvor andre end dig selv bestemmer over dit liv, om du skal have noget at æde og et tag over hovedet. Og frem for alt hvor man oplever sig som værende et aktiv, der kan gøres op i penge.

Uanset om du så er et lysende talent, er hamrende intelligent og har potentialet til at tilføre menneskelivet uanede mængder af kunst, musik, kultur og tanker; er du først landet i den langtidsledige kø af uheldige omstændigheder, er du for alvor fanget i svinestalden.

Her er ingen anerkendelse eller værdighed, reglerne på arbejdsmarkedet er sindrigt rettet ind på at skabe netop en svinestald: Kontrol, elektrisk stød og indsnævring af tilgængelige muligheder er dagens dagsorden.

I stedet for at opbygge mennesker, bryder vi dem ned. Reducerer dem til tal i statistikkerne, akkurat ligesom svinene

Mærkeligt nok bruger man ikke flere ressourcer på de langtidsledige for om muligt at bringe dem i en position, hvor de igen kunne begynde at tilføre os alle sammen noget værdifuldt.

I stedet behandler man dem uværdigt – både i daglig tale af diverse yngre succesfulde politikere og via deres syge regler og love. Hvorfor? Jo for at kunne fodre alle de potentielle svins (dem med arbejde) indre svinehund og score stemmer, med det resultat at de ledige hurtigt mister al selvværd og selvtillid.

For de mennesker er det ikke noget alternativ at kunne leve helt uden penge. Frygten for at ende sammen med de andre hjemløse og ligge og sove i en sovepose på varmeristene på Strøget og tigge sig til en bid brød igennem dagen er simpelthen for stor. Penge er strømpistolen, som med et smertefuldt elektrisk stød får folk til at rette ind.

Og er du først landet i grisestalden, er det forbandet svært at slippe ud. Cv’et sladrer – hvem vil vel ansætte en, som har været uden beskæftigelse i en længere periode?

For det er der vel en grund til – hvad enten det er sygdom eller dårlige nerver, som vil betyde mange flere sygedage, eller generel inkompetence eller samarbejdsproblemer eller noget helt tredje. Er du så tilmed omkring de 50 eller ældre, ser det helt håbløst ud.

I stedet for at opbygge mennesker, bryder vi dem ned. Reducerer dem til tal i statistikkerne, akkurat ligesom svinene. Laver regnestykker på, hvad det koster at holde dem, og om de er værd at investere i. En svinsk behandling!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Cv'et sladrer - hvem vil vel ansætte en, som har været uden beskæftigelse i en længere periode?

Som borger i dette samfund og nær de 50 år er det forstemmende at se den udvikling, der er sket i det danske samfund igennem årene. Kynismen kender ingen grænser; alt det smålige, egoistiske, ’enhver er sin egen lykkes smed’, usolidariske, menneskefjendske, nedgørende, fremmedgørende bliver højt besunget af hele parnasset – som var det hædersmænds tanker og ikke svinebønders.

Hvilken sorg at opleve på egen krop en udvikling, som rent menneskeligt set ikke er gået fremad, men tilbage til stenalderen. På grund af en ’krise’, hedder det sig. Men hvilken krise kan vel retfærdiggøre fratagelsen af et menneskes værdighed? Og hvad siger det om vores samfund?

At det skulle komme så vidt for et land som Danmark, er tragisk. Vi er (eller rettere var) et land med alle muligheder for at gå forrest i verden som det land, der tjener som forbillede for resten af verden.

Med et menneskesyn, som hæver sig over det dyriske, og hvor der er plads og rum til, at mennesker kan udvikle deres talenter til glæde for os alle.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden