I den seneste tid er debatten atter blusset op om, hvordan tid og effektivitet præger samfundet og den enkelte. Løsningsforslagene har bl.a. gået på at ’sænke arbejdstiden og droppe arbejdshysteriet’ (Pol. 14.3.), og at ’det ikke er arbejdstiden, men tempoet på jobbet, der er problemet’ (Pol. 18.3.).
Det er således enten ’arbejdstiden’ eller ’arbejdstempoet’, der i debatten udpeges som den store skyldner. Men hvorfor kigger vi ikke på fundamentet for det hele, nemlig tiden?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
