mobilmani. Tegning: Jørn Villumsen

mobilmani. Tegning: Jørn Villumsen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Så sluk dog den mobiltelefon

I kirken, til koncerter, i teateret og i biografen, til dimissioner, til bryllupper, til receptioner, hvor folk takker af efter 40 års tjeneste, ringer mobiltelefonerne. Så sluk dem dog!

Debatindlæg

Telefon nok. Sådan sagde min barndomsveninde Majas far, når et af hans fire børn havde talt for meget i telefon efter hans smag. Og så blev røret til vægtelefonen i køkkenet ellers knaldet på.

Ingen af os havde egen telefon. I Majas tilfælde stod husets anden telefon på faderens kontor. Hos os i dagligstuen. Det var så som så med telefonsamtalerne. Trangen var nu heller ikke specielt stor, for man kunne jo ikke tale privat.

Min egen far sagde engang, hvor telefonen ringede kl. 20, og en ung mand spurgte efter hans datter: »Hvad er det for en tid at ringe på?«, hvorefter han knaldede røret på.

Og så var den sådan set ikke længere. Patriarken havde talt. Og lige netop hvad telefoni angår, var det nok meget godt.

I stedet læste vi klassikerne: Camus, Sartre, Balzac og Alexandre Dumas og den slags.

Det er jo historier fra for over 30 år siden, dengang telefoner var stationære. Fastnettet er blevet mobilt. Og det med at styre sine børns telefonvaner er blevet en saga blot.

Måske er motivationen også svækket. For det er ikke bare teenagere, der lider af mobilitis. De midaldrende er også godt med.

Hvordan kan en telefon have så stor magt i så mange menneskers liv?

Der tales og tastes og sms’es og likes og statusopdateres af hjertens lyst i det offentlige rum. Er man i ivrig samtale med en kollega eller en god ven, er det nærmest en naturlov, at det lige pludselig bipper fra brystlommen, og det ikke er vedkommendes pacemaker.

Straks skal det selvfølgelig tjekkes, hvem det nu er, der har ringet eller sms’et til én. For det kan jo være noget, der er mere interessant end det, man lige står i.

Jeg troede egentlig, at intet menneskeligt var mig fremmed.

Alligevel undredes jeg såre, da jeg blev vidne til følgende sceneri på den lokale kirkegård:

En kvinde kommer i følgeskab med to teenagebørn gående i retning af en af gravene. Hun har en bårebuket med. De har bøjede hoveder. Især den unge mand, der går sidst, er duknakket og foroverbøjet.

Af sorg tror jeg først. Hvor er det synd. Det er nok en mor og to børn, der har mistet deres mand/far og vil ære ham med en smuk buket, når jeg at tænke, mens jeg forsøger at trække min hund i den modsatte retning for at respektere deres sorg.

Men så ser jeg, at den unge mand har bøjet nakken, fordi han er ivrigt beskæftiget med at taste en besked ind på sin mobiltelefon.

Historier om folks mere eller mindre upassende mobilvaner er legio.

I kirken, til koncerter, i teateret og i biografen, til dimissioner, til bryllupper, til receptioner, hvor folk takker af efter 40 års tjeneste, ringer mobiltelefoner med mere eller mindre skingre ringetoner.

Og hvad gør synderen? Slukker slukøret uvæsenet med klædeligt rødmende kinder? Nej, da.

Med nærmest andægtig mine styrter han eller hun ud allerede i dæmpet samtale med den person, der er i den anden ende af apparatet.

Man skulle tro, at den slags opførsel var forbeholdt folk med uopsættelige arbejdsopgaver, som for eksempel en kirurg på Rigshospitalet, der får den vigtige besked, at det organ, den døende patient skal have transplanteret for at overleve, nu er der.

Noget sådant ville helt naturligt berettige til at blive kaldet mobilt. Noget sådant ville legitimere den lille afværgende bevægelse, mange mobiltelefonindehavere gør i retning af os andre for at mane os til tavshed, når telefonen giver lyd fra sig.

For selvfølgelig er der noget, der er vigtigere end den personlige samtale, end bryllupsritualet og begravelsestalen. Det højere gode. Men at mor ringer for at fortælle, hvad man skal have til aftensmad, hører altså ikke ind under den kategori.

Af færdselslovens paragraf 55a fremgår, at førere af køretøjer ikke må benytte sig af håndholdte mobiltelefoner. Det er der nu mange, der gør alligevel. Og det desværre med katastrofale følger.

I trafikuheld, hvor folk er blevet dræbt, har mobiltelefonen ikke sjældent spillet en rolle.

At det kun er håndholdte telefoner, der er forbudt, forstår jeg ikke. Høretelefonitis er da også distraherende for en bilist eller cyklist. Man er mentalt et helt andet sted end i trafikken.

Måske er det også derfor, at man nu ikke bare kan komme på sukker-, alkohol-, spille- og narkoafvænning, men så sandelig også på digital detox. Ja, digital detox. Det er et begreb

Cyklister er principielt også omfattet af bestemmelsen, men som det fremgår af vejledningen til paragraffen, er »det formentlig kun i ganske særlige tilfælde, at der vil være grundlag for at rejse tiltale«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det forstår jeg heller ikke. Måske hænger det sammen med, at det er tilladt kun at have en hånd på styret ifølge færdselsloven.

Det er ikke hver dag, det er hver eneste dag, jeg observerer en cyklist, der har høretelefoner i ørerne og mobilen i den ene hånd.

Lovgivningen eller den manglende lovgivning på området peger i retning af, at det i større eller mindre grad er blevet socialt acceptabelt at tale mobilt, når man er i det offentlige rum. Også selv om man er bilist eller cyklist. Og til fare for sig selv, og endnu værre, for andre.

For det er man givetvis. I skrivende stund er der ikke foretaget undersøgelser af, hvor meget til fare. Hvorfor det ikke er tilfældet, kan man spørge sig selv om.

Måske fordi en mobiltelefon er blevet allemandseje, og ingen har lyst til at give afkald på at være online 24/7?

Mobilfri zone står der med store typer på indgangen til en skole-fritidsordning i mit nærområde.

For at gøre budskabet helt klart er der også påsat et lille klistermærke med en mobiltelefon med en rød streg hen over.

Jeg kigger af og til længselsfuldt ind gennem hegnet. Det må være et rart sted at være. Et moderne Shangri-La.

Uden at vide det gætter jeg på, at det har kostet blod, sved og tårer at få det forbud gennemført. Der er stærke kræfter imod. Selv om det er det rigtige at gøre.

Gid det må danne skole. For hvorfor i alverden skal elever i skole og børnehave eller folk på arbejde for den sags skyld sidde og smse.

Mange mener, at det er deres ret at være online konstant, så intet går deres næse forbi. Det er nærmest sygeligt i visse tilfælde.

Måske er det også derfor, at man nu ikke bare kan komme på sukker-, alkohol-, spille- og narkoafvænning, men så sandelig også på digital detox. Ja, digital detox. Det er et begreb.

Når du er på digital afvænning, har du mulighed for stressreduktion og for at fokusere på socialt samvær i den fysiske verden.

Den fysiske verden? Hvis det ikke havde så alvorlige perspektiver med al den telefoni, var det til at grine ad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvordan kan en telefon have så stor magt i så mange menneskers liv? Når intet tyder på, at man bliver et klogere menneske af at sende sms-beskeder eller plapre om ligegyldigheder.

Men meget derimod tyder på, at man bliver en væsentlig ringere bilist og cyklist. Og at man givetvis bliver en mere uopmærksom elev, studerende, kursist, medarbejder, ven og kæreste?

Ja, det er der ikke noget godt svar på.

Derfor kan man med rette spørge: Hvornår bliver det telefoNOK!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden