Jeg opgav til sidst. Jeg bøjede mig for det årelange pres fra familie og venner. Jeg tog mig endelig sammen og undertrykte min forfængelighed. Jeg tog mod til mig og besluttede at anskaffe et høreapparat. Det var ikke nemt.
Af forskellige psykologiske og kulturelle grunde anses et høreapparat mere end briller og stok for at være et synligt symbol på en rigtig hjælpeløs og gammel person. Det føles åbenbart stigmatiserende. Derfor er det et hjælpemiddel, som man på talrige og forskellige smarte og elegante tekniske måder forsøger at skjule. Således bliver høreapparaterne mindre og mindre synlige og ender sikkert en dag med at blive indopereret i hjernen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


