Det fyger med påstande om ngo’ers arbejde på Middelhavet både i den politiske debat og i medierne. Mange af påstandene er unuancerede og faktuelt forkerte.
Læger uden Grænser og Red Barnet er to af de ngo’er, som har redningsskibe på Middelhavet, og som får kritik for at redde mennesker fra at drukne. Børn og voksne, hvis eneste synd er at søge beskyttelse, tryghed og en lysere fremtid.
Mere end 2.000 mænd, kvinder og børn har allerede mistet livet på Middelhavet i år. Det er en humanitær tragedie, som skriger på handling. Vi ville i Læger uden Grænser og Red Barnet svigte vores grundlæggende humanitære principper, hvis vi ikke reagerede.
Gennem Sahara: EU’s satsning tvinger migranter til farligere ruterDet er for nemt at skyde skylden på os, og det fjerner fokus fra de virkelige problemer. Derfor vil vi gerne pege på 5 ting, det er vigtigt at forstå for at få en nuanceret debat om ngo’ers indsats på Middelhavet:
1.Der er ikke flere, der flygter på grund af ngo’er som Læger uden Grænser og Red Barnet. Nogle påstår, at mennesker på flugt kun sætter livet på spil og flygter mod Europa over havet, fordi de ved, at de bliver samlet op. Det er ikke rigtigt. I 2014 havde EU redningstjenesten Mare Nostrum, og da den blev indstillet, blev folk ved med at flygte over Middelhavet. Det fik ikke mennesker på flugt til at holde op med at gøre forsøget. Til gengæld så vi, hvordan flere druknede.
Forensic Oceanography Department ved Goldsmiths, University of London, har desuden undersøgt påstanden om, at ngo’ers livreddende arbejde øger menneskesmuglernes incitament for at sende flere både ud på Middelhavet. Forskerne konkluderer, at der ikke er nogen sammenhæng. Det er en påstand uden belæg. Til gengæld betyder vores tilstedeværelse, at færre liv går tabt.
2. Mange siger, at Læger uden Grænser og Red Barnet bare sejler ned til Afrika og samler folk op. Det er forkert. Vi sejler i internationalt farvand. De enkelte gange, vi er sejlet ind i libysk farvand, er det sket med tilladelse og under koordinering med myndighederne i Italien og Libyen. Hvis vi observerer en nødstedt båd, informerer vi de italienske myndigheder, som beslutter, hvilket redningsfartøj der skal sendes. Andre gange observerer de italienske myndigheder en nødstedt båd og beder os eller andre om at udføre redningsaktionen.
3. En del har sagt, at vi ikke bør sætte de bjærgede i land i Europa. Læger uden Grænser og Red Barnet koordinerer redningsindsatsen med de italienske myndigheder, og de vælger, hvilken havn vi skal sejle til. Det er vigtigt at understrege, at Libyen i øjeblikket ikke er et sikkert land for mennesker på flugt. Ifølge UNHCR’s rapport ’Mixed Migration Trends in Libya: Changing Dynamics and Protection Challenges’ ønsker omkring halvdelen af de migranter, der kommer til Libyen, at blive og arbejde i landet. Men forholdene i Libyen er umenneskelige, og migranter beretter om et stort omfang af tortur, voldtægter og dødsfald. Migranterne kender udmærket risikoen ved at vove sig ud på Middelhavet. Men alternativet, at blive i Libyen, er værre.
4. Bådene, som migranter og flygtninge forsøger at komme over Middelhavet i, er i dårligere stand end tidligere. Flere har sagt, at det skyldes, at smuglerne ved, at vi samler dem op. Det er rigtigt, at bådene er billigere og dårligere. Men den tendens viste sig, da EU’s Operation Sophia begyndte at sænke de bedre og dyre både.
5. EU’s grænseagentur, Frontex, har ikke sagt, at ngo’er er skyld i, at folk drukner. Der er desværre politikere i Danmark, der generelt uimodsagt har fået lov til at fremføre dette postulat. Men det er baseret på en ældre artikel, som Frontex selv efterfølgende undsagde. Tidligere i sidste uge bragte Politiken et interview med Frontex’ talskvinde Ewa Moncure: »Vores budskab bliver forvrænget og simplificeret«, siger Frontex’ talskvinde, som gerne vil påpege, at agenturet hver eneste uge samarbejder med ngo’erne.
Mysteriet om de (muligvis) kinesiske gummibåde i MiddelhavetKritikken af redningsoperationer skygger for det reelle problem, som er EU’s og det øvrige verdenssamfunds svigtende evne til at håndtere de strukturelle årsager til de store flygtninge- og migrationsstrømme. Kortsigtede og symbolske løsninger som at sænke både eller forhindre redning på havet fjerner ikke de bagvedliggende årsager til migration og flugt: krig og konflikt, knugende fattigdom, krænkelser af menneskerettigheder og lav beskæftigelse for store ungdomsårgange i Afrika.
Læger uden Grænser og Red Barnets redningsindsats på Middelhavet er kun et plaster på et stort åbent sår. Der er tale om en akut nødløsning, fordi mennesker ellers vil dø.
Vi ville ønske, at der ikke var behov for os på Middelhavet. Vi mener, det er en opgave for EU. Men lige nu virker politikere i EU mere optaget af at angribe de humanitære organisationer end af at beskytte menneskeliv.
fortsæt med at læse
