Pernille Skipper: Lindholm er en afledningsmanøvre, der skygger for finanslovens drastiske indgreb i tusindvis af flygtninges liv

Fredag 30. november ud på eftermiddagen kom de trætte finanslovsforhandlere fra regeringen og Dansk Folkeparti ud ad glasdøren og præsenterede deres resultat. Selvfølgelig var det den ’øde’ ø, der løb med overskrifterne i de næste timer i de danske medier og i de følgende dage i de udenlandske.

Der er mange gode grunde til at være forarget over planerne for øen Lindholm. Men den virkelige katastrofe i finansloven er det skridt tættere på at skabe en fattig underklasse af dårligt uddannede, lavtlønnede mennesker, der ikke behersker det danske sprog, og som lever på kanten af samfundet.

Vi har set det før. Inger Støjberg skaber debat om et stykke symbolpolitik, samtidig med at regeringen og Dansk Folkeparti indfører nye regler og markante økonomiske ændringer, som skaber varige forringelser for rigtig mange mennesker i Danmark.

I december 2015 fremsatte Inger Støjberg det lovforslag, der blev kendt som ’smykkeloven’. Forslaget indebar blandt andet, at politiet fik adgang til at visitere nyankomne asylansøgere for at finde ud af, om de havde penge eller værdigenstande, som kunne bruges til at finansiere deres ophold på et asylcenter. Danske og udenlandske medier kastede sig over historien, og statsministeren blev afbildet på en karikaturtegning i The Guardian iført naziuniform.

Men midt i postyret om ’smykkeloven’ blev det glemt, at det samme lovforslag bl.a. også indebar, at syriske krigsflygtninge fik forsinket deres ret til familiesammenføring i yderligere to år, at det blev lettere at inddrage flygtninges opholdstilladelser, at der blev indført høje gebyrer på sagsbehandling, og at asylansøgere fik færre penge at leve for. De dele af forslaget var langt mere skadelige. For de ødelægger chancerne for en god integration, hvis nyankomne flygtninge lever i usikkerhed over deres families skæbne, deres fremtid, og om der er mad på bordet. Men medierne koncentrerede sig om det stærke symbol.

Nu gentager historien sig. Midt i postyret om den øde ø fortæller medierne meget lidt om alle de andre drastiske forringelser i finanslovsaftalen. Det, der med et fint ord kaldes paradigmeskiftet, og som indebærer, at flygtninges ophold i Danmark per definition skal gøres midlertidigt. Mest iøjnefaldende kommer paradigmeskiftet til udtryk i beslutningen om, at integrationsydelsen nu ikke længere må kaldes integrationsydelse, men skal hedde ’selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse’. Og ikke mindst, at denne ydelse bliver kraftigt beskåret fra et niveau, der i forvejen var så lavt, at Institut for Menneskerettigheder for nylig rejste spørgsmålet, om ydelsen var i strid med grundloven.

Målet er, at flygtninge ikke skal blive en del af det danske samfund, for de skal vende hjem. Slagord, som højrefløjen har turneret med siden 1990’erne, lyder, at ’flygtninge skal ikke gøres til indvandrere’. Men der kommer erfaringsmæssigt ikke fred og demokrati i de lande, flygtningene flygter fra inden for få år. De fleste krige og/eller diktaturer strækker sig over årtier som i Afghanistan, Iran og Irak. Der er altså ikke udsigt til, at flygtninge kan vende hjem.

Mens vi venter på fred, har det konsekvenser, at integrationen er droppet. Dogmet om at standse enhver integration for at undgå at ’gøre flygtninge til indvandrere’ vil skabe en fattig underklasse af dårligt uddannede, lavtlønnede mennesker, der ikke behersker det danske sprog, og som lever på kanten af samfundet. Om de kan vende hjem til Syrien eller Eritrea om to, fem eller ti år, vil fortsat afhænge af, hvordan forholdene i de lande udvikler sig – ikke af, om regeringen og DF har formået at forhindre dem i at lære dansk eller gennemføre en uddannelse. I mellemtiden vil vi skulle håndtere en befolkningsgruppe, som lever midt iblandt os uden de samme rettigheder og muligheder som os andre. Det bliver et samfund præget af ulighed og diskrimination. Det er både skidt for den minoritet, det rammer, og resten af samfundet.

Flere meningsmålinger tyder på, at der er opbakning til en ’stram udlændingepolitik’ i befolkningen. I hvert fald sådan i overskriftsform. Men samtidig vækker det vrede og protest, når to velintegrerede somaliske søstre flås ud af en 10.-klasse i Nyborg med besked på at rejse til Somalia, eller når dansktalende børn nægtes ophold, med henvisning til at der ikke er udsigt til en vellykket integration, og sendes til Thailand. Når den ’stramme’ udlændingepolitik bliver konkret, er der masser af empati hos danskerne. Det kunne være interessant at få undersøgt, om der virkelig er opbakning til, at flygtninge skal leve langt under enhver fattigdomsgrænse, hvor de ikke har penge nok til at købe nødvendig mad, vintertøj og medicin til sig selv og deres børn.

At placere 100-125 mennesker på en ø, hvor de i høj grad vil være afskåret fra omverdenen, er et alvorligt indgreb i deres frihedsrettigheder, som i sig selv er meget problematisk. Men behandlingen af disse mennesker må ikke skygge for de tusindvis af flygtninge og deres børn, der rammes af finanslovsaftalens såkaldte paradigmeskifte.