I Altinget udtaler Lars Løkke Rasmussen: »Ser man tilbage på de seneste 20 år, har Venstre spillet rollen som velfærdsstatens hovedarkitekt«. Løkke nævner sundhed, arbejdsudbudsreformer, efterløn, dagpenge og kontanthjælp som områder, hvor Venstre har sat sit fingeraftryk på vores velfærdssamfund. Men de fleste vil nok nikke genkendende til, at udviklingen i den offentlige sektor i de seneste to årtier er gået mod centralisering, bureaukratisering og besparelser.
For eksempel er en af Løkkes største bedrifter i den seneste regeringsperiode indførelsen af massive besparelser på den borgernære velfærd. Besparelserne har fået den smarte betegnelse omprioriteringsbidrag. Ordet efterlader én med det indtryk, at mens man sparer, er der noget andet, som bliver opprioriteret. Problemet er bare, at det har været svært at få øje på, hvad der konkret prioriteres. For der omprioriteres ikke midler fra en del af den offentlige sektor til den anden. Nej, der omprioriteres fra fælles velfærd til samfundets rigeste.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


