Jeg elsker valgaftener, og det har jeg gjort, siden jeg var en lille pige hjemme i landsbyen. Hvor hele familien sad i stuen med rejemadder på bordet og øl til de voksne. Hvor onkel, der altid kom sidst, fordi han var valgtilforordnet og en stovt venstrebonde, så begejstret, som sådan en nu kan, bankede næverne sammen, hvis partiet gik frem.
Mens min far, der var konservativ, havde det lidt stramt til valgaftenerne, da vi nåede ind i 1970’erne. Der blev dannet regeringer, rynket øjenbryn eller jublet, indtil de sidste resultater var rullet over den sort-hvide fjernsynsskærm.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

