Forestil dig et øjeblik, at du er en amerikansk lønmodtager. Du er vågnet op med hovedpine og tør hoste. Du ved godt, at det kan være coronavirus, og at du egentlig burde blive hjemme, men du har ikke ret til løn under sygdom, og du har i forvejen svært ved at betale regningerne, så du er nødt til at tage på arbejde og udsætte dine kollegaer for smitterisiko. Eller forestil dig, at du som samme lønmodtagere fik brug for intensiv behandling for Corona. Og at du efterfølgende stod med en regning på flere hundrede tusinder kroner, fordi du ikke havde råd til en privat sundhedsforsikring. Det er faktisk i de her dage virkeligheden for millioner af amerikanere.
Coronakrisen er en fremkaldervæske, der viser, hvordan vores velfærdssamfund med social tryghed og gratis og universel adgang til sundhedspleje ikke bare gør os tryggere hver især, men også er afgørende for at stoppe epidemiens spredning. Hvordan vores arbejdsmarkedsmodel sikrer, at vi på under et døgn kan lave en treparts-aftale, der giver lønkompensation til titusinder af fyringstruede medarbejdere. Hvordan et stærkt demokratisk fællesskab hurtigt kan spænde et sikkerhedsnet ud under de små selvstændige og freelancere, der med et slag har mistet deres indtægtsgrundlag. Ja, selv erhvervseliten, som ellers i årevis ofte har opfattet den offentlige sektor som en tyngende byrde, er nu på offentlig støtte.
