Da jeg for tre måneder siden blev mor til en smuk lille dreng, græd jeg to gange. Første gang græd jeg af lykke over det lille mirakel, som jeg havde bragt til verden. Anden gang græd jeg af frygt for de uhyggelige fremtidsudsigter, som alverdens klimaforskere varsler om. Prognoserne er rent ud sagt dystre. Hvis de nuværende CO2-udledninger fortsætter, vil den gennemsnitlige årstemperatur i Danmark i slutningen af århundredet være 3-4 grader højere end i perioden 1981-2010. Det lyder måske ikke af meget – det er mindre end temperaturændringen fra nat til dag – men med en sådan temperaturændring vil Danmark se markant anderledes ud, og store dele af kloden vil højst sandsynligt være ubeboelige.
Jeg er uddannet fysiker på Niels Bohr Instituttet, og jeg er mere oplyst om klimaforandringerne end de fleste. De fleste dage ville jeg ønske, at jeg var uoplyst og ubekymret, fordi det at kende sandheden stiller mig i nogle mareridtslignende situationer. Da jeg sidste år blev gravid, var jeg i et moralsk dilemma – for er det ansvarligt at bringe et nyt liv ind i en verden, som vi med åbne øjne er ved at gøre ubeboelig?
