0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mazen Ismail blev ulovligt anholdt og senere frikendt: »Det, der var allermest ydmygende på turen, var at lægge øre til betjentenes diskussion om, hvad de skulle sigte mig for«

Jeg sammenligner ikke det danske politi med det amerikanske. Det vil være unfair. Men havde dommeren i landsretten ikke stillet sine spørgsmål, tør jeg ikke tænke på, hvor jeg ville have været i dag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Miriam Dalsgaard
Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

Volden mod sorte er i sig selv uhyggelig, og den dræber alt for ofte.  Men den ydmygende følelse, der følger med, er lige så dræbende, skriver komiker Mazen Ismail i dette indlæg.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Betjenten hev mig ud af bilen og kropsvisiterede mig, mens snuden på hans maskinpistol ramte mig på siden af ryggen. Det var ikke i USA, Colombia eller Mellemøsten, men i Odense, hvor jeg lige var startet på Syddansk Universitet.

Jeg havde begge arme på bilens køler, da han greb fat i mig bagfra og smed mig på asfalten, hvor han vred mit håndled rundt, så det sagde knæk. Han gav mig håndjern på og fyrede derefter sit knæ flere gange ned i ryggen på mig. Jeg var sikker på, at de havde fanget den forkerte mand, og derfor råbte jeg med den sidste luft, jeg havde tilbage, at han skulle se i min jakke, hvor mit kørekort lå. Han lyttede ikke og blev siddende med sit knæ i ryggen på mig, indtil de to andre betjente var færdige med at kigge i min bil.

Jeg blev smidt på bagsædet i politibilen, hvor han lagde sig oven på mig igen. At ligge med håndjern på med betjentens vægt og knæ borende i min ryg på den 15 minutter lange køretur var slemt nok i sig selv. Men det, der var allermest ydmygende på turen, var at lægge øre til betjentenes diskussion om, hvad de skulle sigte mig for – fra besiddelse af narko eller at køre for stærkt til vold mod tjenestemand i funktion.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage