0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pensionist: Parti efter parti gav mig den kolde skulder. Ingen var interesseret i min mening

I ingen af de partier, jeg har været meldt ind i, har jeg følt mig hjemme eller hørt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mette Dreyer/Politiken-Tegning
Arkivtegning: Mette Dreyer/Politiken-Tegning
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Mit liv i politik begyndte, da jeg i 1968 meldte mig ind i Det Konservative Folkeparti. Grunden til, at det blev netop det parti, står ikke helt klart for mig i dag, men der var en person, der dengang fangede min interesse, Poul Møller. Han var finansminister og sagde det, som jeg mente, en politiker skulle sige og mene, hvis jeg skulle stemme på ham.

Indmeldelsen blev ikke helt, som jeg havde ventet. Ingen bød mig velkommen eller spurgte om mine grunde. Det blev ret hurtigt klart, at man forventede, at jeg sluttede helhjertet op om partiprogrammet og partiformanden. Mine meninger og forslag til ændringer var uinteressante.

Efter et par år gik det op for mig, at jeg nok ikke var konservativ eller højreorienteret, og jeg meldte mig ud af partiet. Ingen ville høre, hvad jeg mente. Når jeg og mine meninger ikke hørte hjemme på højrefløjen, var det for mig nærliggende at antage, at jeg i virkeligheden var venstreorienteret.

Jeg havde ikke været klar over dette, men meldte mig 1976 ind i Socialistisk Folkeparti. Her fik jeg igen en kold skulder. Man forventede min fulde støtte til partiprogrammet og formanden. Intet andet. Mine spørgsmål og forslag til ændringer på grund af de i mine øjne åbenlyse mangler blev fejet af bordet. Jeg holdt ud et par år i halvfjerdserne, men så meldte jeg mig ud. Jeg måtte se i øjnene, at jeg heller ikke var venstreorienteret.

Heldigvis var der startet et helt nyt parti, der kaldte sig Centrum-Demokraterne. Formanden hed Erhard Jacobsen. Hvor heldig har man lov til at være? Jeg var hverken højre- eller venstreorienteret, men centrumorienteret. Det var forklaringen på mine politiske vanskeligheder. Endelig var jeg på rette plads.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce