I debatten om omsorgssvigt og vold over for børn hersker der et bestemt paradigme: I det øjeblik, et barn oplever vold i familien, skal der ske en akut adskillelse mellem barn og forældre. Dette paradigme har karakter af dogmatik, som overser den væsentlige pointe, at målet ikke bør være at adskille børn og familie, men at stoppe volden og skabe en positiv forandring i både barnets og forældrenes liv.
På et sted som Vibygård har der igennem tiden været arbejdet med mange familier, hvor det at slå sit barn er eller har været en potentiel mulighed. Vi har haft flere familier, hvor mor har henvendt sig til kommunen for at få hjælp til at undgå at slå sit barn. Vi bliver nødt til at forstå, at det at slå ofte opstår, når man føler sig magtesløs og trængt op i en krog. Vreden er en følelse i kroppen, som det lille barn ofte giver udtryk for ved at slå eller stampe i gulvet, da det mangler ord og erfaring med at udtrykke vreden. Mange børn oplever i disse situationer udskamning, som får dem til at kæmpe for at tilbageholde vreden.
