Så lukker Danmark ned igen. Vi forbereder os på det værste. Trækker vejret gennem mundbindet, mens duggen på brillerne slører udsynet. Lige nu og her har smittetrykket lagt sig. Men alligevel syder situationen af alvor: Den britiske mutant må ikke løbe os over ende. Vi venter. Og imens begynder myten om det danske coronamirakel at slå revner. Desværre.
Siden juledagene har Danmark haft et alarmerende voksende dødstal. Det er de faktiske forhold i bedemandsindustrien. Spørg WHO. Danmark ligger også foran Norge, Island, Finland, Estland og Letland. På den dårlige måde. Alligevel svælger vi i coronanationalisme. Statsministeren fremhæver igen og igen, at vi har klaret os bedre end resten af Europa. Altså hvis man sammenligner med de forkerte. Og at Hendes Majestæt Dronningen i sin nytårstale pludselig fik lyst til at sige, at »nye restriktioner var nødvendige, men heldigvis ikke så vidtgående, som vi har set andre steder i Europa med udgangsforbud«, må for altid fjerne illusionen om, at hun skriver sine egne taler.
Men stop selvgodheden. Lad os være ærlige. Selvkritiske. Danmark stod usædvanligt stærkt ved udgangen af epidemiens første bølge. Beslutningen om at lukke landet ned 11.3.2020 var rigtig. Jovist var der opstandelse over teststrategi og manglende værnemidler. Hvorfor kunne vi ikke bare gøre som i Sydkorea og Taiwan? Hvorfor var der ikke styr på produktionen af håndsprit? Og forløbet omkring genåbningen var mildest talt uskøn. Det rokker ikke ved, at bundlinjen er krystalklar: Menneskeliv blev reddet. Danmark viste sig fra sin bedste side. Fra bund til top. Men perioden fra august og frem har været famlende og fumlende. De regionale nedlukninger var diffuse. Hvor starter og slutter Aarhus?
Anbefalingerne om mundbind virkede vilkårlige. Først var de helt ligegyldige. Udokumenteret effekt. Så var de et afgørende supplement. Bakket op af videnskabelige studier. Utallige endda. Hele forløbet om minkskandalen taler sit eget triste sprog. Det er ikke kun John Dillermand, der når de internationale medier. Billederne af døde mink på de nordjyske veje har skam også været på global pressetur. For at understrege minkavlernes elendighed er der fortsat ikke udbetalt en krone i erstatning.
Værst har dog været den manglende beslutsomhed. Jeg har mistet overblikket over de gradvise restriktioner, der har været i spil. Restauranter og barer, hvis åbningstid blev reduceret fra 02 til 12 til 22. Forordninger om færre mennesker i butikkerne. Så måtte børn gerne gå til basketball. Så måtte de ikke. Altså undtaget særligt udsatte. Så måtte store børn ikke gå i skole. Dem under 5. klasse måtte godt. Det hele er blevet lanceret i 14 dages intervaller, alle vidste var for korte. Undervejs har vi fået et nationalt varslingssystem, der dybest set har vist sig at være tidsfordriv for folk med piktografisk passion. Som praktisk redskab har det været ubrugeligt. I denne uge gik Danmark op i risikoniveau 5. Det betyder i princippet, at daginstitutionerne skal lukkes. Men det er de som bekendt ikke.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar