Vi har levet med covid-19 i et år nu. I første omgang havde mange nok den tro, at coronakrisen på trods af alvoren ville være hurtigt overstået. Vi skulle bare lige igennem. Det var nok de færreste, der regnede med, at vi, her et år efter, stadig spejder efter krisens udløbsdato.
Og nu, et år efter at Danmark blev lukket ned, er vores liv, sociale relationer, måden, vi arbejder på og går i skole på, stadig underlagt restriktioner, påbud og krav, og vi har som samfund og som mennesker alle skullet yde og bringe nødvendige ofre for at bekæmpe pandemien. I begyndelsen var det nemmere end nu, hvor det føles, som om målstregen hele tiden flytter sig. Det er ikke så mærkeligt, at det bliver sværere over tid – for vi betaler med vores sociale liv, fællesskab, livskvalitet, tryghed og nogle også med deres mentale helbred.
