Det virker til at være overkommeligt nemt at gøre karriere inden for humaniora eller samfundsvidenskaberne, hvis man er en yngre kvinde (kvinde skal her forstås som et individ med kønskromosomerne xx). Et sted på kandidatstudiet opfinder man et esoterisk pseudoproblem eller fortsætter bearbejdningen af et uløseligt filosofisk/sociologisk problemkompleks; f.eks. vægtningen af genetisk hhv. social determinisme iht. for eksempel identitet, kønsidentitet, social mobilitet mv. Så finder man en mandlig vejleder, der pga. diffus skyldfølelse over at være fejlkønnet synes, det er et prægtigt emne for en hovedopgave, eller man finder en kvindelig vejleder, der er blevet forbigået til en fast ansættelse på fakultetet – et lektorat eller et professorat – pga. noget med glasloft og man-bonding.
Så er resten af karrieren egentlig sikret, man tiltrækker sikkert fondsbevillinger, bliver selv lektor en dag, osv.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

