På højskole boede jeg på værelse med en, der hed Bjørn, og det passede godt til ham, for der var virkelig noget bjørnet ved ham. Ved hans størrelse og mørke pelsagtige hår og måden, han bevægede sig roligt gennem sit liv på.
Til sammenligning var jeg mere som et egern, der bevæger sig i hurtige ryk, altid flugtklar, og som tager, hvad det skal bruge, på jorden, begraver det fundne på steder, det glemmer, og forsvinder op i et træ af og til i fangeleg med et andet egern.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
