Det er svært at forklare, hvordan jeg har det. Jeg føler ikke, at jeg er til stede, findes, eksisterer – og alligevel eksisterer jeg så voldsomt meget, at hele min krop og min hjerne reagerer og fortæller mig, at jeg har det skidt. Jeg har en teori om, at den uvirkelighedsfornemmelse, jeg har, er en forsvarsmekanisme, når alt bliver for svært. Så begynder eksistensen at ophøre, for så behøver man i det mindste ikke tage stilling til den.
Jeg er gået fra at føle for meget til nu at føle ingenting. Det er et rart afbræk, men jeg er forberedt på, at det vender igen. At mit jeg vender tilbage, og jeg får det bedre. Sådan havde jeg det ikke i går, da var der intet håb for bedring, kun døden. I dag er jeg stadig i live, men mit sind er dødt. Det er nok det bedste.
