For 10 år siden var jeg i praktik i Bronx, New York, som en del af min uddannelse til socialrådgiver. Jeg var tilknyttet et projekt, hvor vi skulle forsøge at hjælpe familier på ret køl, som ellers var i høj risiko for at få anbragt deres børn. Vi skulle ikke bare arbejde med de voksnes evner som forældre og børnenes trivsel, men også med forældrenes egne psykiske vanskeligheder og tilknytning til arbejdsmarkedet. Ideen var god. Men resultaterne var elendige. Familierne, vi arbejdede med, levede ofte i en fattigdom, der skyggede for alt. De havde typisk mange børn, boede i nedslidte lejligheder og måtte kæmpe for at sikre, at alle kunne gå mætte i seng.
Som f.eks. Jessica, en 34-årig mor med fire børn, en voldsom opvækst i bagagen og en bipolar lidelse. Vi skulle forsøge at få hende i psykiatrisk behandling og i gang med en jobrettet indsats, og vi forsøgte at hjælpe hende med at opdrage børnene med andre metoder end råb og trusler.
