Lyt til artiklen
For nylig bragte Politiken et portræt af en kvinde, som talte ud om, hvordan moderskabet kan være et fængsel. Artiklen var en del af en serie om nulfejlskultur, men det, der lyste mig i øjnene, var beskrivelsen af barslen i begyndelsen af artiklen. Isolationen blev beskrevet med, at det bare var hende og barnet derhjemme, »hver eneste dag«, men det besynderlige i, at hun var alene med barnet derhjemme, blev ikke påpeget.
Jeg synes ikke, det er mærkeligt, hvis man bliver nedtrykt af at stå alene med den opgave, det er at tage sig af et nyfødt barn. Jeg vil vove den forklaring, at selv om en isoleret nybagt mor har mad på bordet og tag over hovedet, så føler urmennesket i hende sig efterladt på savannen.
