I mine mere end 20 år som underviser i statsret på Københavns Universitet er en af de bestemmelser, jeg har brugt mindst tid på, Grundlovens § 57, 1. pkt, der siger, at et medlem af Folketinget ikke kan tiltales uden samtykke fra Folketinget. ’Reglen’ er jo, at samtykke altid gives.
Jeg har dog alligevel altid dvælet et kort øjeblik ved, hvorfor der er en sådan bestemmelse. Det er ikke, fordi de folkevalgte er hævet over loven, men som garanti for, at regeringen ikke kan bruge tiltale og frihedsberøvelse som et politisk redskab mod politiske modstandere, i hvert fald ikke uden opbakning i Folketinget. Inden jeg har hastet videre i min undervisning, har jeg mindet om, at det med at tiltale og fængsle politiske modstandere jo ikke er et ukendt fænomen. Vi behøver vel bare at tage til Belarus, Moskva eller Spanien.
