Som 54-årig kvinde og arbejdsløs kender jeg alt for godt til alderismen på arbejdsmarkedet, og det er godt, der er kommet fokus på det. Problemet er bare, at jeg ikke kan genkende mig selv, når ledige over 50 omtales som seniorer eller ældre. Jeg er 54 år! Jeg skal arbejde, til jeg er mindst 69. Et af mine børn blev student sidste sommer, og jeg tænker på mig selv som maksimalt en 44-årig.
Jeg har uddannet mig ad flere omgange, fået børn før, efter og undervejs, har ikke en 25-årig ansættelse bag mig og derfor ingen friværdi eller stor pensionsopsparing, og foran mig har jeg minimum 15 år mere på arbejdsmarkedet. Jeg har sågar læst, at netop denne tilgang til uddannelse igennem hele livet bliver fremtidens koncept, så måske har jeg bare været for tidligt på den, når jeg hverken føler mig som en senior eller en ældre. Heller ikke selv om Ældre Sagen har sendt mig medlemsopfordringer i 10 år.
