Mens Rusland og Ukraine er i krig, er der stille i de danske fredsbevægelser. Det gælder også, i alt fald indtil videre, i spørgsmålet om stationering af amerikanske soldater på dansk jord. Når man sammenligner med slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, må man virkelig undres. Dengang drejede det sig om den farlige atomoprustning med sovjetiske atombevæbnede raketter tæt på Vesteuropa og amerikanske atommissiler, der skulle opstilles sammesteds, og som ville kunne nå Moskva på seks minutter.
Vi havde to store fredsbevægelser, Samarbejdskomitéen For Fred Og Sikkerhed og Nej Til Atomvåben, som begge arrangerede store demonstrationer for at forhindre opstillingen af de amerikanske raketter og, for Nej Til Atomvåbens vedkommende, også for at få Sovjet til at trække sine raketter tilbage. Den sidste organisation var ubundet af partipolitik, mens Samarbejdskomitéen blev domineret og i høj grad drevet af det danske kommunistparti, DKP. Trods uenighederne mellem de to organisationer fungerede fredsarbejdet dog godt, og mange, især unge, blev bevidstgjort i forhold til faren for atomkrig og deltog i demonstrationer og andet fredsarbejde. I Folketinget arbejdede det såkaldte alternative flertal bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og VS også på at sætte spørgsmålstegn ved amokløbet mellem de to atomsupermagter gennem den senere så forkætrede fodnotepolitik. Det var, som om antimilitarismen, der fra Louis Pio og Viggo Hørups dage har dybe rødder i Danmark – både de radikale og socialdemokraterne gik lige indtil 1945 officielt ind for nedrustning, ja, oprindelig for afrustning – igen kom til ære og værdighed.
