Vi kender den alle sammen: historien om rapperen, der går fra rags to riches ved hjælp af musikken. Forfatteren, der bearbejder sine traumer i en bestseller, eller filmskaberen, der portrætterer sin families elendighed og bliver hyldet med priser og pagne. Kunsten kan befri os, men hvad så med de andre?
Det glæder mig at se stemmer som Haidar Ansaris i den offentlige debat, og jeg er stor fan af hans digtsamling. Men jeg abonnerer ikke på den über-liberale Cepos-tankegang om det ultimative frie valg. Det er for nemt. Haidar Ansari har med sin digtsamling ’Institutionaliseret’, der centrerer sig om hans kriminelle fortid, fået en billet fra ’underklassen’ til kultureliten. Det fejres med et opsigtsvækkende debatindlæg på forsiden af Politiken med budskabet: »Jeg havde tag over hovedet og adgang til uddannelse og velfærd, men jeg valgte selv at blive kriminel. Nu er det tid til, at jeg – og de mange andre som jeg – tager ansvar«.
